Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

essourcemæssige problemer omkring de psykoterapeutiske og de insti-
tutionelle behandlingsmetoder, og teoretisk kan der ikke siges meget
præcist andet end, at "tunge" patienter - psykotiske og grænsepsyko-
tiske - primrt behandles med somatiske metoder - individuelt tilpas-
set - medens "lette" patienter - neurotisk e og karakterafvigende -
overvejende behandles med psykoterapeutiske og institutionelle metoder
med et somatisk supplement (s. 25-27) ; og det må tilfnjes, at det
somatiske "supplement" nok vokser i samme grad, som mulighederne for
de andre behandlingsmetoder er fraværende.
[Men selv om der tegner sig et flydende billede, så kan forholdet mellem 1
diagnosegruppe og behandlingsmetode ikke siges at være ydre - og der-
med tilfældigt - iaet psykiatrien netop ses at begrunde sig selv gennem
sin mulighed for at afqore, hvad der er psykiatrisic sygdom, og at
!
af de psykiatrisk e behandlingsmetoder. Vi nærmer os problemet inde fra
Idette frnlgelig kan behandles med psykiatriskemetoder. Så lad os i et
forsng pa at nærme os, hvad der skjuler sig bag ovennævnte flydende
billede se på karakteren af psykiatrisic diagnose over for karakteren
ved fnrst at begraqte den historiske bevægelighed - og hermed udvik-
lingstendenserne - i det psykiatrisk e syqdomsbill ede.
Den historiske bevægelighed i det psykiatriske sygdomsbillede må af-
hange både af generelle samfundsmæssige andrinqer og af ændringer i
det psykiatrisk e sygehu svasens behandlingsmssige fremskridt.
Nu opererer Bet. kun med meget grove bestemmelser omkring samfundsms-
sige forhold og ændringer heri, som kan pavirke det psykiatriske syg-
domsbillede - demografiske forhold, urbanisering og en blot konstater-
bar nedsat tærskel for hvad der af befolkningen opfattes som sygdom -
men alligevel menes der at være centrale "holdepunkter" for samfunds-
mssige forholds betydning: ingen - eller næsten ingen, hvad vi skal
gå ind på forst.
Det farste holdepunkt er, at sygdomsrisikoen for psykoserne - skizo-
freni og manio-depressive tilstande - ikke har ændret sig "gennem de
sidste generationer" (s. 26). Oq det andet holdepunkt er, at nok spil-
ler neurotiske og karakterafvigende tilstande en langt storre rolle
for behandlingssystemet i dag end tidligere. Men der er her næppe tale
om, at "hverken det samlede antal patienter eller hyppigheden af nye
til fælde er tiltaget i årenes lob". Tvært imod var det tidligere såle-
des, at de for stnrstedelens vedkommende forblev ubehandlede. Mht