Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

lettere psykiske lidelser. Og lige s: kzmper Dansk Psykolog Forening
i dag for en autorisation for sine med1 emmer.
Endvidere eksisterer der også et hav af forsk'ellige rådgivnings- og
behandlingsinstitutioner, som retter sig mod afgrznsede grupper eller
mod bestemte problemområder - fx barn og unge, unge under 25, stude-
rende, enlige modre, stofmisbrugere, alkoholikere mv - som finansi-
eres gennem det offentlige og/eller via private fonde.
Den psykoanalytiske forening eksisterer stadig, men er i dag blot et
forsvindende moment i terapibevzgelsen , hvor terapi formidles g ennem
privatpraksis, aftenskoler og internatkurser. Også en adfzrdsterapeu-
tisk forening er opstået, lige såvel som forskellige mere eller mindre
religisse sekter og organisationer er opstået som formidlere af terapi
af alskens art.
Endvidere eksisterer også et net af alternative rådgivninger af soci-
alistisk eller filantropisk karakter.
Forvaltningen af den terapeutiske praksis. I 50'erne var den terapeu-
I tiske situation analog til den, som den klassiske psykoanalyse forel
skriver. Terapeuten som den passivt lyttende og aktivt tolkende af
l
kli entens fri e associationer. Terapeuten stillede sig aktivt til rådig-
hed som det spejl,
!
som klienten mentes at have brug for for at gsre
~ sit ubevidste bevidst, og dermed ophzve det invaliderende ved sin
l
i
~
l
intrapsykiske konflikt. Men det er tvivlsomt, om psykoterapeutisk be-
handling har været mere end undtagelsen, der bekrzfter reglen (grund:
ressourcemangel og det obj ektivi stisk e mennesk esyns voldsomme udbredelse);
og de samtaler der har fundet sted mellem klient og behandler -
personificeret i en psykiater - har for det meste derfor kun haft
i karakter af diagnostiske situationer: klienten som den fortzllende om
sine problemer; og terapeuten som den lyttende, trsstende eller for-
manende autoritet, der ved udgangen A f samtalen har opstillet en dia-
1 gnose, der tjener til opstilling af handleprocedurer for institutionens
~
samlede forholden sig til klienten. Tilrettelæggelsen af de ydre rammer
kombineret med psykokemien var så at sige terapien - - med mindre der
også blev grebet til kraftigere midler som elektrochok, lobotomi mv.
!
I generelle traek er dette ikke synderligt zndret i dag. Ressourcemani
gel forhindrer stadig en aktiv forholden sig til patienterne. Men de
behandlingsmzssige tiltag er blevet suppleret med et ikke nzrmere be-
stemmeligt af navn antal forskellige terapiformer, som finder sted
både på psykiatriske afdelinger og ved ambulant behandling. De har