Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

emestring, og dennes fordobling Og samtidige . reduktion til
lidelsesbemestring uden bemestring af lidelse, men dog bemestring
gennem lidelse som det formidlende tredje mellem individ og sam-
fund (og heri er fænomenbeskrivelsens dobbelthed (jv f s. 7 ) også
indeholdt). Terapi kan derfor bestemmes som lidelsesbemest~,
- ~
hvilket er at se som et begreb om genstanden for terapi. Og vi
har derfor nu den mest abstrakte almenhed for terapi. Denne almen-
hed fortæller os - i overensstemmelse med det tidligere udledte -
ikke hvad terapi konkret er, men kun hvordan terapi -alment produceres,
men dermed også hvordan terapi konkret kan bestemmes i hvert
-
enkelt tilfælde - nemlig via udviklende konkretisering, hvor det
konkrete ud over det almene kan siges også at indeholde særlige
og specifikke træk, og hvor det er enheden mellem det almene, det
særlige og det specifikke, der g0r hvert enkelt konkret tilfælde
enestående; og ligeledes kan en bestemmelse heraf foregå på flere
abstraktionsniveauer og dermed udviklingstrin i det konkretes be-
vægelse fra konkrethed til konkrethed. Som begreb herfor har vi
begrebet -~ væsen som kategori for det værende i dets essentielle
træk, altså det virkelige objekts udviklingslogik (jvf Jens-Peter
mfl 80, s. 441 - og dette er også, hvad vi skal forstå ved et
teoribegreb om terapi: kategoriel bestemmelse af de bevægende for-
hold i terapi (jvf s. 45 -46).
Den videre opgave om et teoribegreb om terapi er derfor historisk-
logisk rekonstruktion af hvordan terapi, som den form for social
praksis, der varetager lidelsesbemestring har udviklet sig fra sin
mest simple bestemmelse til den form, som vi står i - altså den
mest udviklede bestemmelse, som vores feltbestemmelse i relation
hertil kan siges at være en f~r-bestemmelse af. Historisk-logisk
rekonstruktion af terapi er derfor bestemmelse af de former, som
terapi historisk har antaget og udviklet sig igennem.
Vores begreb om lidelsesbemestring er i denne sammenhæng at se som
-den genstandskonsti tuerende grundkategori i et teoribegreb om terapi,
og i forlængelse heraf skal vi med Holzkamp (83, s. 52-54) be-
tegne den mest simple bestemmelse af denne som grundformen for terapi,
som endvidere selv må ces som historisk uTviklet G'udvikle-
lig. Et begreb for den mest udviklede bestemmelse kommer nu til
syne, når vi betragter det forhold, at denne eksisterer inden for
---