Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

formuleres og sættes på beqreb af det sociale ud fra mål, der ikke
udspringer af den kooperative proces som fæl1 es uloste, idet sådanne
mål bekræfter fremmedbestemtheden i stedet for at bringe denne frem
mod en speci fik formul erinq. Og når restriktivi teten reproduceres
gennem det social es individuelle -
probl emlasningsproces, så reproduceres
individets losrivelse oq h envi sthed det social e gennem kooperations-
processen, hvorved -påvi
rkningsprocesserne mel1 em de involveredes per-
spektiv med situationen selvstændiggar sig. Og de involverede mi da
soae opnåel se a f selvbestemmelse gennem kontrol over påvi rkningsproces-
serne, for kun her igennem vil indholdsbestemmelsen af det formidlende
tredje indeholde ens eget perspektiv i dettes perspektiviske bevzgel-
se.
Det bliver nu ikke længere muligt gennem kooperationsprocessen bevidst
at anvende påvirkningsprocesserne i opstillingen af fælles problemfor-
muleringer ud fra tidligere problemformuleringer, da selvstændigga-
relsen af påvirkningsprocesserne qor kooperationsprocessen til et
problem om magten til at formulere og definere problemlosninger for de
involveredes standpunkter.
Hermed reproducerer det social e restriktiviteten (i sin dybeste og mest
abstrakte kerne) ved selv at blive en magt, der sager herskab over den
teraperede.
Da h erskab forudsætter magt over sammenhængen, mens magt kun kan virke
gennem kontrol, så kan påvi rkningsprocesserne af det social e soges
anvendt i forsmget på at opnå magt over situationen - hvad der kan kaldes
en herskabsbestrabelse i forhold til den teraperede; medens koope-
' rationsprocesserne af det sociale kan sages anvendt som herskab til at
påvirke den teraperede - hvad der kan kaldes en kontrolbestrabelse i
forhold til den teraperede.
Sager det sociale gennem kontrol over påvirkningsprocesserne at opnå
magt over situationen, så bliver det sociale i sig selv til magt, hvorfor
den teraperede må soge at fastholde sin selvbestemmelse gennem
styrkelse af kontrollen over sig selv for her igennem selv at vinde
magt over sammenhængen og kontrol over situationen - og er dette ikke
muligt må den teraperede opgive sin selvbestemmelse, hvorved det nadtvungent
indordner sig under påvi rkningsprocessern e i situationen og
det sociales herskab til at bestemme udviklingsbevægelsen i det formidlende
tredje af personliggjort afmagt.