Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

I
I
i
ved siden af det eksisterende psykiatriske behandlingssystem, men
at det "bor være en angivelse af de principper, hvorefter det psykia-
triske behandlingssystem bor indrettes i fremtiden" (Betænkning nr.
1044, "Rapport om psykiatri", s. 52 og 67), men hvad distriktspsykia-
tri egentlig er praeciseres ikke nærmere end gennem angivelse af et vari-
eret billede af forskellige former for patientkontakt såsom at vzre i
eget hjem og få behandling af praktiserende, at besoge "åbne" behand-
lingsinstitutioner, at få behandling af praktiserende speciallzger i
psykiatri, at få behandling af distriktspsykiatrisk team, at vzre
dagpatient, natpatient, psykiatrisk plejepatient m (ibid, s. 53).
"Forebyggelse" fremfores som et a fgorende element:
"En virkelig fornyelse, som ville få afgorende konsekvens for
befo'kningens sundhedsmæssige situation og dermed for belast-
ningen af sygehussektoren vil forst indtræffe, når elementet
forebyqgelse indgår i den distriktspsykiatriske praksis som
en omfattende aktivitet p2 lige fod med behandlingsarbejdet"
(ibid, s. 59).
hvor der ved forebyggelse forstås udbredelse af "viden om årsager til
psykiske problemer og at rådgive om de forskellige former for social-
og sundhedsmæssig indsats her over for", "opsogende arbejde i lokal-
miljoet" som tidlig sygdomsopsporing, samt " forhindre tilbagefald i
sygdom og eventuel genindlæggelse af patienter" gennem tilrettelæggel-
se af individorienteret social- og sundhedsmssig indsats over for
særlige grupper (ibid, s. 58). Så sandelig en "radikal" forestilling
om fremtidig befolkningsmssig sundhed! Og endvidere utroligt selv-
benaegtende. For det forste kender psykiatrien ikke årsagerne - hvordan
så oplyse om dem - og for det anden hvordan forebygge, når psykiatrien
kun vil og kan have at gore med patienter: Det er ikke med denne
tankeform, at der kommer sundhed - kun på tværs af den. Og vi må derfor
også tale om, at der i den eksisterende statslige organisering af til-
tag over for social isolation og personliggjort afmagt ligger en almen
tendens til psykiatrisering af samfundsmssige livsproblemer. Terapi-
tendensen repræsenterer her over for en tendens til psykologisering
af samfundsmssige livsproblemer. Og dette skal v i i det folgende
analysere nærmere, hvor vi forst skal stille os i terapibevægelsen
(kapitel 6.3.1), og her efter (kapitel 6.3.2) i behandlerbevægelsen.
Men inden da alment om ovenstående tre niveauers sammenhaeng, for de
er selvsagt ikke uafiængige af hinanden. Når de institutionelle rammer