Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

og dermed kun til eksistensvaretagelse gennem de handlemuligheder, som
kollektivgruppen så at sige af sig selv kaster af sig og stiller til
rådighed. Der kan for denne restriktivitetens anden fase tales om etab-
leringen af et kollektivt selvfj endskab for person-kollektivsammen-
hængen (jvf tidligere s.290 ), hvor den personligt afmægtige udleveres
til betingelserne og stilles uden kontrolmuligheder og kræfter til at
trænge igennem over for andre med dét, som er vigtigt for een. Man
stilles alene med sit livs skæbne i en situation, hvor det ikke er
mligt at dele tanker, falelser, handletilskyndelser, utopi er, dram-
me, visioner osv osv, som optager een med andre - og dette også særligt
i forhold til de andre, som det relaterer sig til. Her over for står
kollektivgruppen, der hverken vil eller kan gribe fat i een på en måde
og med et perspektiv, der modsvarer hvor man står og med de samfunds-
mssige interesser, som man har i livsfylde. Der kan her tales om en
grundlæggende kon fliktlogik , der består i
--
eg en socialgruppe gennem de involveredes satsning på egenvaretagelse;
de andre vil (aktivt) noget andet end den personligt afmægtige, og
bruger eventuelt også vedkommende i egne private interesser, hvorfor
også den fælles afmægtighed aktivt gives videre til den, der ikke kan
forsvare/frigare sig herfor.
Der eksisterer i denne restriktivitetens anden fase stadig handlealter-
nativer inden for rammerne, men væsentligst kun handlemligheder, der
sikrer det beståendes reproduktion uden egentlig at bringe samfunds-
mssige handlealternativer til sin udviklings-ret. Og sker dette ikke -
væsentligst gennem forandringer og ændringer uden for person-kollektiv-
gruppen, som også slår igennem her inden for - så skærpes restrikti-
viteten. Og en tredje fase i denne etablerer sig.
Den personligt afmgtige stilles nu mere og mere isoleret inden for
eller socialt isoleret uden for egentlige ko11 ektivsammenhænge, hvorved
kontrolmuligheder og kræfter til bare at udholde situationen går mod
et minimum, hvilket omvendt spejles af kollektivgruppen eller det
sociale generelt, som ikke længere har plads eller simpelt blot vil
rumme em. Der kan nu tales om egentlig samfundsmæssiggjort isolation,
hvor den enkelte har tabt håndtaget på sit liv - og dermed på sig selv
- i den ko11 ektive sammenhæng, som det er indbundet i,hvis~det&erhovdet
er indbundet i noget, hvor det kollktive på sin side ikke langere har livsmm til
dm perconligt a h e g e -og mm cg& er orimteringslas her over for på aktiv
aer passiv vis. Dm konfliktlogik, der her træder frem, kan beskrives som