Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

der er stærkere end den udviklede samfundsmssige subjektivitet.
Den tilgrundlæggende fæll eshed opl~ses nu defensivt, hvor for
muligheden for isolation som P sådan til stadighed er et aktuelt pro-
blem. Og dette må yderligere skærpe den eksistentielle frygt ved
den individuelle overbelastning, der udvikler sig til personlig li-
delse. Men der kommer nu en politisk-akonomisk begrundet magt ind,
når omgang en med de opståede spaltninger mel1 em person og ko11ektiv
skal finde sin ritualiserede form gennem regler og normer ( - og
det er også i en sådan historisk kontekst, at kollektivgrupper tvin-
ges ind i cost-benefit analyser omkring, hvilke (syge) individer,
der skal have råderet til den begrænsede mngde af konsum, og hvilke
der må da). Det er nu kun muligt at komme til en gensidig fastsat-
telse af omgangen med de "abstrakte tredjer" af fremmedbestemtheder
i den grad, at den isolerede opfattes som tilharende den social-
akonomisk definerede kollektivgruppe. Graden af i forvejen etabl e-
ret social integration bliver nu bestemmende for den grad af -til-
pasning, som isolerede må tage på sig - for kun her igennem kan de
opnå blot et minimum af kontrol over det "abstrakt tredjes" konkrete
ri tuali seringsproces.
Og det må komme til udviklingen af egentlige overenskomster, der må
almeng~re sig i samme grad som det samfundsmssige kollektiv des-
-p-
integreres i desintegrerede kollektivgrupper. Selve statsdannelsen
finder da sted ved at de stærkeste kollektivgrupper formår at gennem-
trumfe - på den ene eller anden måde - deres udlægning af, hvad
der skal være skik og brug, lov og ret. Overenskomster som regler og
normer får nu liv ud over de situationer og sammenhænge, som de var
opstået som defensive svar på i forsaget på inddæmningen af en fæl-
1eskollektiv fremmedhed.
Når samfundsmssige produk tionsprobl emer sål edes lases restriktivt
gennem indsættelsen af en fremmed samfundsm~ssig magt - staten som
illusorisk fæll esskab - så kan man som sådan kun komme til den nad-
vendige fælleshed med hinanden gennem en forholden sig til hinanden
via det "abstrakte tredje", der dog også omvendt binder dem sammen.
Hermed indholdsbestemmes det "abstrakt tredje" igen og igen af de
direkte involverede under anerkendelse af hinandens magt respektiv
overmagt - en indholdsbestemmelse, der også modsvares af en fra oven
gående indholdsbestemmelse gennem de statslige instanser.
Det "abstrakt tredje" får nu selvstændigt liv over og imellem kollek-
tivgrupper og personerne - og juraen som szerlig ideologisk magt