Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

Terapiinflation og inflation i terapi som livsbemestringsmetode.
Terapi var indtil 1950'erne noget forholdsvis velafgrænset og over-
skueligt. Og i sin umiddelbare form identisk med psykiatrisk og psy-
koanalytisk behandling af psykiske forstyrrelser og sygdomme. Men ud-
viklingen siden har frembraqt en broget mangfoldighed af terapisyste-
mer og former, der finder anvendelse overalt i det samfundsmssige
liv: fra og med psykiatriske institutioner, hvor klienter indgår i
terapeutisk e sammenhænge over ambulant behandling i form af behand-
ling med psykofarmaka (herunder også lithium som "forebyggende" psy-
kotiske "udbrud") , individual-, familie-, gruppe- og netværksterapi
til selvhjaelpeterapi i familien, med venner eller tilfældige fremmede.
Og denne bevægelse har fået navn: "terapiinnation" eller "det moderne
psykobbom" og inden for behandl erbevægelsen tal es der speci fikt om den
"nye psykiatri". Dette er ogs2 alle begreber, der som fixpunkt har, at
terapi for blot 30 år siden var noget enkelt - og måske noget andet.
Et enkelt begreb psykoterapien synes med denne udviklingsbevægelse at
vzre vokset frem som begrebet for, hvad det drejer sig om i dag i for-
hold til tidligere.
Når vi grundlæggende opfatter terapi som form for social praksis, så
er det muligt at udskille tre bestemmelsesniveauer. For det f~rsteom-
kring de institutionelle rammer for terapirebet - det er sp0rgsmalet
om, i hvilke sammenhænge terapi træder frem. For det andet omkring
forvaltningen af selve den terapeutiske praksis - det er sp0rgsmålet
om, hvordan den terapeutisk e praksi s bemestres teoretisk som praktisk .
Og for det tredje omkring karakteren af det, som der arbejdes med i
terapi. I det falgende betragter vi disse niveauer hver for sig.
De institutionelle rammer for terapi. Indtil sidst i 1950'erne var de
institutionelle rammer næsten udelukkende Statens Sindssygevæsen, som
det psykiatriske sygehusvæsen hed dengang. Store anstalter med tilknyt-
tede plejehjem og beskyttede værksteder, som varetog - eller tog over
- hele ansvaret for de individer, der ikke kunne klare sig ude i "sam-
fundet". Halvtredserne var også "omvaltningens" periode for det interne
liv på anstalterne, idet psykofarmakaen fik sit indtog - antipsyko-
tiske stoffer, antidepressiva og lithium - som de psykisk syge "rea-
gerede på". Og dette muliggjorde at mange kronisk syge kunne begynde