Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

abstraktion: det er begrebsligt bestemt. At erkende er nemlig
overhovedet at anvende begreber, hvor der i begrebet spejles enkel-
te sider, træk eller dimensioner ved det konkrete, og som sådan
er begreber derfor abstraktioner ud fra det konkrete, hvor igennem
der i begrebets form fikseres noget generelt eller fælles ved
enkelttil fælde af det konkrete. Derfor findes der erkendelses-
mæssigt for det erkendende s u w
ikke -den realitet, hvis der
ingen begreber er herom (begrebet erkendelse må i overensstemmelse
hermed tilhare det menneskelige samfunds niveau; for dyr er det
andre begreber som indsigt mv, men standpunktet for anvendelsen
af disse er og kan kun v ~ r edet menneskelige samfund). x
Vi har da også måttet - lige fra starten af vores erkendeproces -
tage udgangspunkt i allerede eksisterende begreber om terapi, hvor
vi med udgangspunkt i terapi set som fænomen - fænomenbeskrivelsen
s. 6 - 7 - har fikseret stadig mere generelle træk ved terapi.
Ligeledes har vi også syntetiseret forskelligt indvundne forhold
fra analysen - dvs indfart begreber, der fikserer bestemte forhold,
der er trådt frem gennem erkendelsesprocessen, som momenter ved
realiteten terapi - hvilket også er at se som konkretisering af,
hvad terapi er for en særlig realitet. Det er altså en analyse og
synteseproces, som vi står midt i - det ved vi ligeledes nu!
Men forudsætningen for at vores erkendeproces har været mulig kan
kun være, at enkelttilfælde af terapi har kunnet tænkes i formen:
et tilfælde af flere, der har noget til felles. Og med Marx kan
vi tilfaje, at
"abstraktioner overhovedet kun (opstår) på grundlag af
den rigeste konkrete udvikling, hvor eet er fælles for
mange, ja fælles for alle. (Og) dermed harer det op med
kun at kunne tunkes i en særskilt form" (Marx 74, s. 219-20).
Men nar det at tænke således forudsætter at hæve det konkrete til
almengyldig form, så er enkelttilfælde af terapi ikke erkendelige
som terapi for os - og mere præcist: kan kun identificeres gennem
et egennavn - men eksisterer farst som genstand for denne erken-
delse i den sammenhæng, der farer til det generelle eller almene.
Vores vej fra fænomenbesltrivelse over fænomenbestemmelse og felt-
bestemmelse - og kravet om at gå videre til en genstands-/teori-
bestemmelse - er derfor at se som vejen fra det konkrete mod det
almene, hvor det konkrete netop er konkret, fordi