Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

i
l
i
i
i
Det kan ogsi siges på den måde, at så længe de grundlæggende træk ved
ungdomsfasen endnu ikke er historisk modnet/udviklet - hvad meget tyder
på at de endnu ikke er - så længe vil ungdomspsykiatrien ligeledes
forblive umoden/uudviklet.
Disse to forhold har ogsa været bestemmende for bnrnepsykiatrien, og
bestemmende for at den har udviklet sig til et selvstaindigtvidenskabe-
ligt speciale.
Måden som barnepsykiatri en a fqrznser sit fagomrade på er den samme som
voksenpsykiatriens, dog med den afgnrende forskal, at sociale forhold
i form af forældre- og--saskenderelationer snges medinddraget ved dia-
-gnoseopstilling , og at behandlingsmetodern e sages tilpasset barn ets
udvikl ingsniveau .
Omkring behandlingsmetoderne viser det sig imidlertid - og netop - at
' medikamentel behandling ikke i samme grad som for voksne synes ak
i kunne pivirke psykiske tilstande, hvorfor
l
"psykoterapi og miljoterapi i videste forstand fortsat
i
er den væsentligste behandlingsmetoder over for barn
i
med psykiske lidelser, herunder ?sykoser" (s. 29).
På samme måde som forhold i barnets sociale ramme snges medinddraget
ved diagnoseopstillingen, så sages de behandlingsmæssige tiltag bredt
"socialt" ud i forhold til andre institutioner og til andre behandlen-
de faggrupper som læger, psykologer, pædagoger og socialrådgivere. Bet.
gnr her opmærksom på, at der 09s: findes en yderligere udbrednings-
I
l retning, som der må satses på fremover, nemlig familieterapi, hvor
l
i "ikke kun barnet, men hele familien behandles samlet" (s. 30).
1 Opsummerende om forholdet mel1 em borne- og voksenpsykiatri kan vi nu
I sige, at bnrnepsykiatrien ikke er så lukket i forhold til sine omgil
vende (behandler-) rammer som voksenpsyki atri en er, men at voksenpsy-
I
kiatrien nu er ved - gennem tankerne om distriktspsykiatri - at nairme
i sig bnrnepsykiatrien.
i
Et andet træk er, at der ikke i samme grad for bnrnepsykiatriens ved-
l
konimende abstraheres fra de sociale forhold, hvor under barnet udvikler
sin psykiske lidelse. Dette er også umuligt i absolut forstand, når
I det angår barn, idet et barn kun via social understnttelse fra tilknytningspersoner
(forældre mm) kan varetage sin egenomsorg. Barnepsy-
i
kiatrien er derfor tvunget til eksplicit - ikke nadvendigvis implicit
- at forholde sig til, at bæreren af diagnosen ikke er fritstående