Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

umulighed, idet enhver abstraktion er en almeng0relse: i et begreb
fikseres nadvendigvis træk, der er fælles for flere - i dette til-
fælde det, der er elles for den klasse af genstande, som det
konkrete tilharer. A t undg5 denne til den ideografiske forståelse
iboende modsigelse er at begrænse erkendelse til niveauet for
identifikation via et egennavn - og det er hvad der psstås at være
det vzsentli~. Den ideografisk e erkendemåde udmantes da også of-
test som beskrivelse - som sanselig spejling af enkelttilfældet,
kunstnerisk - hvor det dog er logisk umuligt at afgwre, hvad det
er et enkelttilfzlde af, hvorfor det kommer til at være fritsvæ-
vende, uafhzngigt og utilgængeligt for bemestring gennem menneske-
lig praksis. Derfor suppleres - lige så vel som de modstilles -
den ideografi ske forstselse med den nomoteti ske forklaring (oq/
eller omvendt) i forsaget p5 at fange dels enkelttil fældet som
tilharende en bestemt klasse af fænomener, og dels det for det
enkelte szrlige i klassen
Opsummerende kan vi sige, at vi ved videnskabelighed i nomotetisk
forstand stilles over for en logisk umulighed, i ideografisk for-
stand over for at producere en logisk umulighed' med nadvendigheden.
Vi vil kalde dette for begribelsens - paradoks og bestemme det på
falgende måde: at erkende er at gå til vzrks med begreber, men
at gå til vzrks med begreber fjerner samtidig erkendelsens indhold -
qua det abstraherende - fra det, som det er erkendelse af.
Her over for står den kendsgerning, at vi kun handler i forhold til
-
det konkrete som enestående/særeqne enkelttilfælde. I forhold til
et praksisstandpunkt så er den nomotetiske forklaring respektiv
den ideografiske forståelse ufuldstændige erkendemåder: i den for-
ste smides det særegne væk, i den sidste det generelle eller fal-
les. For os er disse to erkendemåder derfor at bestemme som special-
til fælde af teoreticismen respektiv empirismen, hvor det blot at
supplere disse to ufuldstendige erkendemåder - som det til eksempel
sker hos E. Hougaard med den konsekvens for psykoterapien, at en
fuldstændig videnskabeligg0relse af den ikke kan komme på tale:
den forbliver i udstrakt grad "kunst eller personlig kunnen snarere
end videnskab og teknik" (E. Hougaard 83, s. 87) - vil være at lase
et konkret problem gennem en (ligeledes ufuldstændig) abstrakt syn-
tese. En sådan abstrakt syntese vil i dobbelt forstand være ufuld-
stændig, idet begribelsens paradoks blot omgås i stedet for at blive