Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

ubevidste kode dog brydes. Der vækkes altså
"hos subjektet en del af dets arkaiske arv, der også kom
forældrene i mde, og som blev genstand for en individuel
genoplivelse i relation til faderen, nemlig som forestil-
lingen om en overmægtig og farlig personlighed, hvor over
for man kun kunne forholde sig passivt-masochistisk, til
hvem man måtte ofre sin vilje, og det syntes at være et
betznkeligt vovestykke at være alene med "at st5 for hans
åsyn"" (s. 132).
Magikeren indsztter sig altså ubevidst i faderrollen. Han udnytter blot
i sin tjeneste de arkaiske overfaringsforhold, der eksisterer som in-
dividuel genetisk basis. Og som han har opdaget som virksomme, men
ikke erkendt som det virksomme.
Næste skridt er nu at magikeren bevidst sætter sig ind i faderrollen,
og der igennem gennem tydningitolkning af over faringsforholdene bringer
den anden i kontakt med og til bevidsthed om sin arkaiske arv. Tera-
peuten og klienten er opstaet.
Skridtet fra magiker til terapeut er ud fra Freud historisk foregået,
men må ud fra den psykoanalytiske teori siges at være en umulighed,
idet det ikke er muligt at lave sin egen selvanalyse, da man ikke formår
at stå "alene" over for faderen. Eet er altså at det er mere eller
mindre tilfzldigt, at den arkaiske arvs eksistens erkendes som virk-
som; eet andet er at den psykoanalytiske teori selv modsiger, at koden
i den kan brydes.
Men når den farst er brudt af en enkelt - hvilket af Freud ses som en
videnskabeligg@relse af de normer, som kulturen bygger på, og som be-
skrives som en videnskabeliggarelse af verdensanskuelsen: "krav om
sandhed og afvisning af illusioner" (Freud 73, "Om en verdensanskuel-
se", s. 146) - så vil denne enkelte person som kulturens urfader (:næp-
pe andre end Freud selv) kunne hjzlpe resten af menneskeheden til
samme erkendelse. Eller som Freud udtrykker det: at "intellektet -
den videnskabelige ånd, fornuften - med tiden vil tilkæmpe sig dik-
taturen i det menneskelige s~zleliv" (ibid, s. 138).
Det fortrængtes genkmdelse må ud fra ov;?.nstående ses som enkeltperso-
ners - i bund og grund tilfældige - opdagelse af det ubevidstes eks-
istens. Og med andre ord: enkeltpersoners opdagelse og anvendelse af
det ubevidstes eksistenslogik i den enkelte selv (hvilket godt nok er
en logisk umulighed i falge den psykoanalytiske teori selv) og dernæst