Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

former for konkretheder - former, der formelt er indeholdt i det
gamle, i form af virkeliggarelsen af simple logiske udviklings-
muligheder ud fra de daværende almene forhold. Og at operere med
begrebet udvikling er også at operere med begrebet om kvalitativt
forskellige udviklingsniveauer.
Realiteten terapi er derfor nu at se, ikke blot som en bestemt
selvbevægende realitet -hvor vi til et begreb om terapi skal abs-
trahere det grundforhold, der er det bevægende forhold - men som
en udviklet form for terapi. Marx formulerer problemet om erken-
delsen af denne i forbindelse med menneskelig produktion således:
"Når der er tale om produktion, er det altid produktion
på et bestemt socialt udviklingstrin . . Produktionen p
paerez er en abstraktion, .. men . . dette generelle, eller
det ved sammenligning udskilte fælles, bestar imidlertid
selv af mange led og opdeler siq i forskellige bestemmelser.
Noget deraf tilharer alle epoker, andet er fælles for nogen
af dem. Nogle bestemmelser vil være fælles for den nyeste
og den ældste epoke. Ingen produktion er tænkelig uden dem;
men selv om de mest udviklede sprog har love og bestemmel-
ser fælles med de mindst udviklede, så er det netop afvigel-
sen fra dette almene og felles, der udgur sprogenes udvik-
ling. De bestemmelser, der gælder for produktion overhovedet,
m2 netop skilles ud for sig, for at man ikke over den en-
hed, der allerede fremgår af, at subjektet, menneskeheden,
og objektet, naturen, er fælles for epokerne, glemmer den
vesentlige forskellighed" (Marx 74, s. 197).
Og hermed har vi et svar på forholdet mellem feltbestemmelse og
teoribestemmelse af terapi. Og dermed har vi en endelig lasning
på problemet om, hvordan videre abstraktion kan resultere i et
teoribegreb om terapi: nemlig at vi ikke kun må operere med et
"simpelt" forhold mellem abstrakt og konkret, men snarere og mere
grundlzggende med et udviklingsforhold mellem alment og enkelt,
hvorfor den nuvzrende terapeutiske realitet er at se som den mest
udviklede form af et ligeledes udviklet alment grundforhold; og
-
hvor det der særligt skal bestemmes i denne udviklingshistorie
er den kvalitativt mest udviklede almenhed - den "væsentlige for-
skel" - idet netop denne er den aktuelt individuerende faktor i