Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

er betinge1 sesgrundlaget for terapi et klassegrundlag, hvor inden for
det sociale i terapi må informere sig med de begrænsninger og mulig-
heder, der udspringer heraf. Og ligeledes falger heraf også, at det
sociale i terapi kan have sine (klasse-)interesser med den terapeu-
tisk e arbejdsvirksomhed.
Restriktivitet lægges derfor ikke simpelt bag eller uden for de invol-
verede, når terapi bevæger sig som arbejdsvirksomhed. Den er også nær-
værende i arbejdsbetingelserne, hvorfor den som sådan også kan få
sine særlige former her inden for - ikke i et enkelttilfalde af terapi
med nadvendigheden, men muligvis og dette alene ud fra, hvordan det
sociale ikke griber det almengarelsesduelige, men behster dette i
sin anvendelse af ressourcer og interesser.
Vi skal i det falgende falge disse restriktive former; og i de efter-
falgende afsnit analysere, hvorledes disse som restriktive terapi-
tendenser er kommet på samfundsrrarssigt begreb som terapibestemmelser.
Der ligger her, at disse restriktive former kan være blevet til indi-
videts egen specifikke bearbejdningsform af dets personliggjorte af-
magt - altså at de er/kan være udgangspunktet for den terapeutiske
arbejdsvirksomhed - men også, at det er former, der kan produceres
af det sociale i terapi. Og derfor bliver det også af central betyd-
ning at analysere, hvorledes disse restriktive bearbejdningsformer
er blevet grebet af den samfundsmssige offentlighed som terapitenden-
ser.
Restriktive terapitendenser.
Når restriktiviteten i den terapeutiske arbejdsvirksomhed er repræ-
senteret i den teraperedes overforstillethed og lwen i og med -indi-
viduel probl emlasning - der til stadighed ikke laser individets problem
med forholdet mellem det sociale og det selv heri - så reproduceres
restriktiviteten umiddelbart af det sociale, når dette egenbestemmer
formål og mal med terapien forud for selve den terapeutiske proces.
Dette - i forhold til processen bekræftende - fremmedbestemte perspek-
tiv og standpunkt kan fremstilles åbent af det sociale over for offent-
ligheden. Og hermed bliver det genstand for udveksling mellem vare-
besiddere, og terapi antager varekarakter. Nu kan der handles om,
hvad det skal dreje sig om: hvilken type påvirkning, hvad der skal