Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

vi tale om et "horisontalt" udviklingsforhold mellem samfunds- og
, naturhi storien.
j
...
I dette udviklingsforhold, der bevæges gennem individerne5 bevidst
formidl ede indgreb i de samfundsmssige love i det nadvendige per-
spektiv af de kortsigtede interessers ophævelse i langsigtet foregribende
omsorg for individuel eksist&nsopretholdelse (som kun er
muligt gennem kollektivet), eksisterer der en grad af social belast-
ning, som udtryk for det forhold, at der altid vil vzre natur- og
samfundslove, der endnu ikke er bragt ind under den kollektive som
personlige bestemmelse, hvorfor de - i stedet for at virke for og
med menneskene - snarere rammer dem i deres arbejdsvirksomhed. En
sådan generel dimension af social belastning er ikke blot produktions-
betingelser, men betingetheder i den samfundsmssige og individ!] elle
reproduktionsproces, hvis virke kun kan minimeres gennem udviklingen
af produktivkrafterne og af den kollektive bestemmelse af de sam-
fundsmæssige forhold. Omvendt er almen samfundsmssig - udvikling iden-
tisk med en minimering af graden af social belastning, der sål edes
indgår i samfundshi stori en som uspeci fik bestemmende dimension.
Men den sociale belastnings altid aktuelle - virke - med modsigelsen
mellem sundhed og sygdom hos de personligt overbelastede individer,
og den hermed producerede kvalitet af vierensfylde (:lidelse) til
fdge - er qua den tilgrundliggende fæl1 eshed et fil1es samfundsmssigt
problem, der ud over at stille krav om en kollekiv losning af de
ramtes lidelsesfulde situation, også peger på forhold ved den sam-
iundsmssige kooperationsproces, der er mangel fuldt bemestret, hvilket
igen sætter fællesheden for en overvindelse af disse.
Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse er et sådant
samfundsmssigt udtryk for, at en konkret mangel fuld bemestring stil-
ler sig som et særligt problem for den enkelte og for kollektivet. Der
er altså ikke tale om, om- det nu er et kollektivt problem, men kun om
-at en kollektiv losning må findes på en eller anden måde. Og endvidere
kan det siges at netop ved personlig lidelse bliver det særligt
nadvendigt, at der stattes op omkring den enkelte, da den enkelte
netop er b1 evet individuel bærer a f fæl1es samiundsmssige konflikt- -
forhold, og da den enkeltes lidelse ellers udvikles til stadig starre
belastning for den enkelte som for kollektivet.