Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

karakter af magt set fra individets standpunkt, så har psykoanalysen
ingen muligheder for at kvalificere individet til den psykoanalytiske
proces, idet psykoanalysen kun kan arbejde med den person-orienterede
l udviklingsbevægelse i den udstrækning, at klienten har råderet over
en selvkontrol at slippe til fordel for en anden kontrol, der måske i
kan bringe forandring med sig. Og dette betyder også, at den psyko-
analytisk e klient skal kunne koncipere ændringer inden for rammerne/
betingelserne for at kunne kvalificere sig som analysand. ' 1
Men hvad der måtte være af muligheder for at udvide rammerne - og
dermed den samfundsmssige selvbestemmelse - det udgrænser psykoana-
lysen aktivt, idet den for det farste fordrer stilstand i dynamikken
i de sociale rammer (det styrker mulighederne for "over faring" - eller
skal vi sig e " f rivillig afl~ængighed" som nadtvungen kontrolbevæqelse) ,
og for det andet opfatter problemer herfra, der bringes ind i tera-
pien, som modstand mod behandling/helbredelse.
Så psykoanalysen lægger sig aktivt i forlængelse af eet moment ved
den restriktivitet - den person-orienterede udviklingsbevægelse som
individets problem med sig selv i dets problem med det sociale - der
bringer et individ ind i terapi. Og hvad den tilbyder er en ny "per-
sonlighedsprofil", som farst bagefter skal stå sin prave som ny tilpasningsstrategi
.
Og at psykoanalysen - taget på ordet - bringer klienten nærmere psy-
kosen, er derfor indiskutabelt, omend det kan lykkes for psykoanalysen
at lære individet at leve i en kontrolleret variant af denne over-
gribende samfundsmæssige afmagtsform, som det er op til ændringer i
de sociale betingelser for individet skridt for skridt at vise kun
er een måde at omgås kapitalstaten på. Og ret beset, at det slet ikke
er rimeligt at skulle tage denne på sine skuldre - alene!
Og til slut: det er derfor heller ingen tilfældighed, at psykiatrien
har taget psykoanalysen til sig - omend det er op til den enkelte psy-
kiater at kvalificere sig som psykoanalytiker- lige såvel som det
heller ikke er tilfældigt, at der ikke etableres behandlingsmæssige
betingelser for psykoanalytisk terapi (årelang vedvarende analyse osv
osv). Psykoanalysen tilbyder psykiatri en et grundsk el et for de årsags-
bestemmelser, som psykiatrien så kronisk har behov for: at en menneske-
lig tilstand - in casu: symptombilledet - er betinget af ydre savel
som indre forhold. Og er der ikke umiddelbart nogen forbindelse at se