phd.Nana

Kapitel 1 – Indledning
Innovation har gennem de senere år været på programmet alle vegne. Danmark har et
ministerium for innovation. Regeringen har lavet en national innovationsstrategi, der skal
skabe job og vækst gennem bl.a. styrket samarbejde 1 . Der bliver undervist i innovation i både
folkeskoler, gymnasier og på universiteter, og der bliver bevilget store summer af offentlige
midler til innovation og forskning i innovation.
I løbet af den økonomiske krise, som har udspillet sig i såvel Danmark som globalt fra 2008 og
frem, har det gang på gang været diskuteret i medierne, hvilke knapper og håndtag
politikerne skal skrue på, for at få gang i hjulene og væksten og økonomien. Jævnligt udråbes
en ny ”motor for vækst”. Kvinder, Asien, infrastruktur, offentlig-­‐private
innovationspartnerskaber, grøn teknologi, pensionsopsparinger og alle mulige andre meget
forskellige emner, grupper eller steder er efter tur blevet anset for at være motor for vækst 2 .
Men blandt de mange forskellige foreslåede motorer, synes innovation at være et af de forslag,
som rigtig mange politikere er enige om, må være enten en drivkraft, eller en del af en mulig
løsning på de økonomiske problemer.
Politikerne kan i hvert fald blive enige om, at hvis vi fortsætter med blot at gøre mere af det, vi
gør i forvejen, så vil velfærdssamfundet ikke kunne hænge sammen i fremtiden. Vores
offentlige sektor vil simpelthen ikke kunne levere al den velfærd vi gerne vil have, med
mindre den får lov til at vokse så meget, at vi ikke har råd til at betale den. Vi må innovere os
ud af krisen, og ”work smarter, not harder” foreslås det derfor, når budgetterne ikke kan
hænge sammen, arbejdspladserne lukker eller befolkningstallene viser, at der kommer til at
mangle folk til at passe de mange ældre, som forventes at have behov for hjælp i nær fremtid.
I den tid innovation har stået højt på den politiske dagsorden, har der fra såvel teoretisk som
politisk hold været ledt efter svar på, hvilke barrierer, der mon kunne tænkes at stå i vejen for
innovation, og hvilke drivkræfter, der kunne tænkes at trække den i gang. Blandt de emner,
der har været anset som en meget væsentlig drivkraft er samarbejde.
Da Helle Thorning Schmidt holdt sin første åbningstale i Folketinget, brugte hun ordet
”samarbejde” hele sytten gange i sin beskrivelse af, hvordan regeringen havde tænkt sig at
gribe opgaverne an 3 . Den nationale innovationsstrategi fra 2012 udpeger ligeledes styrket
samarbejde som en af vejene til at nå de innovative mål 4 . Samarbejde og partnerskaber er i
mange forskellige sammenhænge blevet noget, der arbejdes med både politisk og strategisk.
Det gælder i forholdet mellem forskellige institutioner og forsøg på at nedbryde ”siloer” inden
for den offentlige sektor, det gælder i forholdet mellem den offentlige og den private sektor
(Klijn og Teismann 2000, Skelcher 2005, Greve og Hodge 2010), det gælder i forholdet mellem
institutioner og deres brugere (Hartley 2005), og det gælder også inden for dele af
forskningsverdenen. I antropologien og andre dele af samfundsvidenskaberne taler man nu
9