phd.Nana

På denne måde beskriver Bourdieu og Carrier begge den vestlige gavegivningstradition som
byggende på en forestilling om det generøse, uselviske menneske, der frivilligt giver og
hjælper uden at bede om noget til gengæld, og de pointerer begge, at denne forestilling
hænger tæt sammen med en tilsvarende modforestilling om markedet som en afgrænset
sfære, hvor det er legitimt – hvis ikke ligefrem samfundsgavnligt (Polanyi 2001) -­‐ at varetage
egne interesser.
Gavegivning er altså i denne forstand en gensidig relation, hvor den tavse kontrakt handler
om, at man varetager den Andens behov, mens markedet er en slags gensidig relation, hvor
man varetager sine egne behov. Begge dele er helt legitime i hver sin idealiserede
sammenhæng, begge dele handler om gensidighed, og begge forestillinger er afhængige af den
anden modforestilling for at kunne opretholdes. Det frie marked og den rene kærlighed –
pænt adskilt af en moralsk fornemmelse af det upassende i at blande de to, samt en række
ritualer og tabuer, der er med til at opretholde adskillelsen.
På den baggrund kan man sige, at problemet i relationen mellem den store kommune og
Samskabelseslaboratoriet var, at eksplicitteringstabuet blev brudt, da udbudsreglerne,
budgettet og regnskabsførelsen kom ind i billedet og understregede, at der var tale om en
udveksling. Det tavse ”tilgodehavende” i form af at den ene part kunne regne med den andens
generøsitet og goodwill, den gensidige tillid til at den Anden helt af sig selv nok skulle give,
hvad der var passende, kunne ikke siges højt, og da relationen kom på papir, blev det tavse
tilgodehavende udeladt, og i stedet blev den tillidsfulde og gensidige generøsitet erstattet af et
meget eksplicit regnskabsførelse mellem parterne. Parterne holdt op med at regne med
hinandens indsatser og begyndte i stedet at regne på hinandens indsatser.
Netop denne tavse tillid til gengældelsen, som rummes i gavegivning, kan ikke rummes i
regnskabet og kontrakterne, ligesom kontrakter og regnskabsførelse ikke kan rummes i
gavelogikken. Det tavse tillidsbaserede og diffuse tilgodehavende vil blive set som ikke alene
upassende men også umoralsk i det frie markeds perspektiv. Og på tilsvarende måde vil det
blive oplevet som upassende og umoralsk at kræve betaling eller føre regnskab i en gave-­relation.
Regnskabsførelse bryder så at sige eksplicitteringstabuet, gør forholdet tydeligt
økonomisk, hvorved forestillingen, om at den anden generøst og helt af egen drift vil give til
forholdet, styrter sammen. Forholdet tipper og bliver sin egen modsætning.
Som Thompson har beskrevet kan dette bl.a. ses som et spørgsmål om, at tillid spiller en
meget væsentlig rolle i gave-­‐udveksling. Han forklarer i den sammenhæng, at tillid ikke har
noget at gøre med kalkulation af risici. Det er langt mere personorienteret og udfolder sig i
særlige relationer. Han opsummerer:
"In this case trust is located in a space that operates according to quite a different
logic to either the market or hierarchy. Trust is precisely a quality that serves to
articulate that non-exchange based economic mechanism associated with
coordination through networks, one driven by considerations of cooperation and
loyalty on the part of economic agents - that is, as if by genuine gifts" (Thompson
2003:97).
Når der inden forforskning i offentlig administration i disse år diskuteres ”accountability”, kan
man sige, at hvor regnskabsførelse i de markeds-­‐økonomiske forhold ses som et væsentligt
redskab, der kan sikre ”accountability”, bliver det selvsamme redskab i en gaverelation til et
159