phd.Nana

(Considine, Lewis & Alexander 2009:44-­‐46). Noget lignende kunne sagtens tænkes her. Det
kan udmærket tænkes at også de mennesker, der har været involveret i En God Hverdag På
Plejehjem oplever, at det største forandringspotentiale ligger i netop de sammenhænge, de
selv har indflydelse på og føler sig inddraget i.
Partner-virksomhederne
Virksomhederne havde meget forskellige størrelser og deltagelsesvilkår. Nogle af
virksomhederne var enkeltmandsfirmaer. Andre var større og havde sendt en repræsentant,
som i nogle tilfælde var ejeren, i andre tilfælde en chef og i endnu andre tilfælde var der tale
om en medarbejder fra en relevant afdeling. Nogle virksomheder havde underleverandører
eller havde flere medarbejdere involveret i projektet, så den person der sad med ved møder
eller fokusgrupper ikke nødvendigvis var den samme person, som havde været ude på
afdelingerne for at samskabe. Det var heller ikke altid, de samme medarbejdere var med
gennem hele projektet. I et tilfælde var virksomheden selv underleverandører til et større
firma, som på forhånd havde sagt ja til at ville lade produktets design påvirke af de input, der
måtte komme ud af underleverandørens deltagelse i projektet. Og endelig deltog der også en
partner, som slet ikke var en virksomhed men interesseorganisation.
Således var aktørerne til stede i samarbejdet som ”udsendte repræsentanter” for en given
virksomhed eller organisation, men samtidig var de til stede som fysiske, sansende, sociale
væsener, som lyttede, indlevede sig, og som undervejs blev provokerede, kede af det,
opstemte eller opgivende og handlede efter både virksomhedens/organisationens interesser
og efter egne følelser, vurderinger og bedømmelser af relationerne i samarbejdet.
De virksomheder, jeg kom tættest på og vil referere mest til var små virksomheder med én
eller få ansatte, hvorfor virksomheden ofte blev tydeligt personificeret af
ejeren/virksomhedsrepræsentanten.
Virksomhedsrepræsentanterne gik hver især ind i projektet med meget forskellige
begrundelser. Nogle så det helt eksplicit som en mulighed for at komme ind på
”plejehjemsmarkedet” eller få indblik i kommunens efter deres mening meget komplicerede
indkøbsstrukturer. Nogle var primært interesserede i at lære noget om målgruppen og om,
hvordan en dagligdag på et plejehjem var. Andre gik ind i projektet for at tage del i en
forandringsproces, som de gerne ville spille en faciliterende rolle i. Endnu andre så det som en
mulighed for at afprøve en ny samarbejdsform, og mange havde som en af begrundelserne, at
det kunne give viden, erfaring og en god reference, som på sigt kunne give salg i andre
sammenhænge.
Helt overordnet kan man sige, at virksomhedsrepræsentanterne selv udtrykte, at de var vant
til et andet tempo end kommunen og derfor godt kunne blive lidt utålmodige. For nogle hang
denne utålmodighed sammen med, at de ikke alene havde en idé eller et koncept eller en
særlig interesse, men faktisk allerede havde et produkt, som de gerne ville introducere på en
afdeling hurtigst muligt. At det forholdt sig sådan, var ikke så underligt, for der var i
projektdesignet taget udgangspunkt i produktinnovation, som man på det tidspunkt regnede
med, var det projektet ville komme til at handle om. Og det var også understreget i
informationsmaterialet fra styrelsen, at produktafprøvning i en ny sammenhæng godt kunne
”tælle” som innovation og dermed give anledning til, at der udløstes økonomisk støtte.
57