phd.Nana

vises, hvordan disse (og andre) fantasmer udgør væsentlige elementer af strukturerende,
selekterende og kompleksitetsreducerende fortællinger om, hvordan den offentlige sektor er
og bør være indrettet, og at disse fortællinger samtidig ”ser”, anerkender og legitimerer visse
aktører, værdiformer og sociale logikker, mens andre tilsvarende ”overses”, miskendes
og/eller tabuiseres.
Det konkluderes, at aktørerne anskuer og taler om innovation og innovationsprocesser på
måder, der som oftest har en eller anden form for teoretisk opbakning. På den måde
repræsenterer aktørerne en række forskellige tænketrends, som går på tværs af vidensfelter,
og som både kan findes inden for forskellige teoretiske skoler og i hverdagsfortællinger,
handlinger og forsøg på at styre eller fremme innovations-­‐ eller forandringsprocesser.
Institutionalistisk prægede forestillinger og fortællinger om, at innovation kommer ”udefra”
eller gennem uplanlagte møder og sammenstød mellem forskellige tænkninger, blander sig
med lineære forestillinger om styrbare processer og markedsprægede fortællinger om
brugeres efterspørgsel som kilder til innovation. Disse flyder igen sammen med
læringsteoretiske beretninger om ”indefrakommende” kreativitet og flow, der igen blander
sig sammen med forestillinger om, at innovation er noget, der opstår mellem mennesker. Det
som ifølge én forståelse er at betragte som innovationsfremmende (fx forstyrrelser, pres,
udbytte eller planlægning), kan ifølge en anden udlægning være barrierer og vice versa.
Derfor er en delkonklusion i kapitel 5, at det ikke er muligt at pege på generelle drivkræfter og
barrierer for innovation, men at man i stedet må undersøge, hvorledes forskellige aktører,
relationer eller fænomener gennem kampe mellem forskellige logikker gøres til barrierer eller
drivkræfter inden for forskellige logikker. Dermed er scenen sat for at undersøge, hvordan
sådanne politiske kampe foregår, hvilke forestillinger og antagelser, der bliver trukket på, og
hvilke implikationer det får for forskellige aktører i de konkrete cases.
Afhandlingen viser herefter, at aktørerne ikke på nogen måde er konsekvente i, hvad de anser
som innovation. Heller ikke alle taler lige meget om innovation, med mindre de bliver bedt om
det. Ikke desto mindre kan aktørerne godt indtage et innovationsperspektiv, hvis det er
politisk opportunt, eller hvis nogen beder dem om det. Når de indtager dette perspektiv,
virker det som en slags prisme, forstået på den måde, at når de betragter noget gennem dette
perspektiv, skiller de det betragtede op i ”innovation” og ”kontekst”. Dermed bliver noget
gjort innovativt og noget andet gjort gammelt eller statisk. Gennem en sammenligning med
debatten om historieløse folk (Weltz 2003, Fabian 2002, Gow 2001, Hastrup 1999 og Lévi-­‐
Strauss 1994) og beskrivelser af den moderne vestlige verden som drevet af en endeløs
stræben efter det nye og efter udvikling og dynamik (Giddens 1991, Campbell 1983, 1992,
Stavrakakis 2010), argumenterer jeg for, at innovation kan betragtes som en fantasme eller
som en moderne selvskabelsesmyte, der i modsætning til traditionelle myter (Gow 2001,
Lévi-­‐Strauss 1994) hylder og udstiller forandringen og gør individet til den kreative skaber af
sin egen udvikling. Samtidig ekskluderes eller tabuiseres de oplevelser, som ikke passer i
myten, og på den måde gøres nogle aktører til de statiske Andre.
Innovationsfantasmen eller den moderne selvskabelsesmyte viser sig i løbet af kapitel 6 at
være meget tæt forbundet med en samskabelsesfantasme. Stort set alle de involverede
aktører går varmt ind for samarbejde og mener, at man gennem samarbejde kan opnå større,
bedre og mere innovative resultater end uden samarbejde. Samarbejde forstår de som
gensidige, ligeværdige og tillidsfulde relationer, hvor partnerne er indstillet på at
imødekomme hinanden og varetage eller tilpasse sig hinandens forehavender, frem for at
227