phd.Nana

I lyset af denne tilgang, vil jeg gennem afhandlingen vise, at de to cases på hver sin måde er
præget af såvel sociale, politiske som fantasmatiske logikker, der på forskellig vis knyttes til
både innovation, samarbejde og styring.
På denne måde får ”mekanismerne” og en række forskellige innovationsteorier og
styringsteknologier i denne afhandling en plads inden for en post-­‐strukturalistisk/post-­marxistisk
forståelse af ”logikker” i kamp med andre logikker. Jeg vil således ikke be-­‐ eller
afkræfte deres virkninger gennem en lineær, forudsigelig eller kausal forklaring, som flere af
teorierne ellers selv ville lægge op til. I stedet vil jeg betragte disse teorier som logikker.
Jeg vil altså bruge teorien om logikker til at omfortolke nogle andre teorier, som på den måde
bliver mine studieobjekter. Når jeg på denne måde tillader mig at ”reducere” visse teorier til
objekter for andre teorier, er det fordi jeg af mange grunde finder den refleksive
videnskabelse mere egnet til studier af social praksis, end den positivistiske. En af grundene
er den manglende mulighed for at isolere studieobjektet fra konteksten og reducere antallet af
parametre eller variable. En anden grund er, at de mennesker, jeg studerer, også selv studerer
videnskab, skaber viden og omsætter både videnskab og skabt viden til beslutninger,
handlinger og strategier. Den offentlige sektor er præget af forskellige videnskabelige teorier,
som er bragt i spil på forskellige måder. Derfor bliver opdelingen mellem teori og empiri
udfordret, hvilket gør muligheden for at undgå ”konteksteffekter” endnu vanskeligere.
Flere af de centrale aktører, jeg fulgte i løbet af feltarbejdet var belæste, uddannede og
teoretisk ganske velfunderede inden for enten innovationsteorier, ledelsesteorier
forvaltningsteorier, økonomi, pædagogik eller en kombination. Noget af det, jeg gerne vil vise,
er, hvordan forskellige videnskabelige teorier har fået en slags fantasmatisk second-­‐life,
forstået på den måde, at de afspejler sig og kan genfindes i en række forskellige af den
offentlige sektors indretninger, der kun giver mening, hvis man ser dem inden for rammerne
af en særlig logik eller tænke-­‐trend, der bygger på særlige antagelser om, hvad der motiverer
mennesker og driver forandring.
Men ud over at teorien om logikker altså kan bruges til at ”omfortolke” lineære, kausale eller
mekanistiske teorier, normative strukturer og styringskrav til ”fantasmatiske logikker” i
kamp med andre logikker, er prøvestenen for denne logik-­‐tilgang, at den også skal kunne
bruges på min egen tolkning af virkeligheden. Godt nok skriver Glynos og Howarth, at man
allerede som forsker er involveret, men hvordan undgår man på den ene side at gøre sig selv
til et altskuende øje, der i modsætning til alle andre kan se vilkårligheden, selvmodsigelserne
eller den politiske karakter af sociale relationer – og på den anden side undgår at gøre hele sin
forskning til et partsindlæg på linje med alle mulige andre tolkninger af en given situation.
Dette spørgsmål handler i bund og grund om præcis de ”magteffekter” der kom i fokus i
forbindelse med det refleksive vidensprojekt (eller the ”reflexive turn”).
Hele repræsentationsdebatten 9 handlede netop om at afsløre, hvordan antropologer selv
gennem deres måder at skrive på – bevidst eller ubevidst og gennem forskellige litterære
teknikker og iscenesættelser dækkede over egen magtudøvelse (fx Clifford & Marcus 1986,
Geertz 1988). Et af problemerne var, at selvom antropologen var skrevet med ind i den
etnografiske beskrivelse, således at læseren kunne se, at vedkommende havde været tilstede
og havde interageret med andre under feltarbejdet, så gav det læseren indtryk af, at her var
der virkelig tale om en grundig, gennemsigtig og dyb forskningsproces – men
analyseprocessen og skriveprocessen var lukket land for informanternes indflydelse, og det
30