phd.Nana

estemt ikke for, at analyser af gavegivning ét sted i verden uden videre kan overføres til
andre. Jeg agiterer derimod for, at man ved at sidestille udveksling med økonomi i vestlig
forstand begår den samme fejl, som Polanyi anklagede Adam Smith for at have begået.
Når jeg fik kommentarer om, at ”jeg tror altså ikke på, at mennesker kun gør noget, hvis de får
noget for det”, må de mennesker, der kommenterede mit teorivalg, have troet, at
udvekslingsteori var ensbetydende med en formalistisk økonomiforståelse, hvor man
forsøger at begribe al udveksling mellem mennesker ud fra en formodning om, at mennesket
er at forstå som ”economic man”, der handler rationelt og udbyttemaksimerende eller som på
et marked efter vestlig model.
Jeg vil imidlertid ikke analysere samarbejde ud fra en formalistisk økonomiforståelse, men
snarere ud fra en substantivistisk, eller måske næsten kulturalistisk måde. Og det vil jeg, fordi
jeg mener at have vist, at selve den vestlige opdeling mellem marked og ikke-­‐marked, betyder,
at man netop ikke kan nøjes med at se alle relationer som om de drejede sig om et marked
bestående af udbyttemaximerende individer. Carriers pointe var netop, at vi skaber tætte
tillidsfulde relationer ved rituelt at stille dem i kontrast til markedet og økonomien. Visse
relationer gøres tætte, intime, tillidsfulde og kærlige i kraft af at de netop er uden for
markedet, og dermed principielt ikke er egennyttemaximerende. De er i princippet ukøbelige.
Men i kraft af denne etablering af en særlig markedssfære, der gør det misvisende at betragte
”det hele” som økonomi og nyttemaximering, bliver det imidlertid nødvendigt at hente et
andet redskab til at forstå den gensidighed, der så foregår ”uden for markedet” – altså i
kærligheden, venskaberne eller samarbejdsrelationerne.
Den moderne industrialiserede verden har skabt sig en moralsk opdeling mellem en
markedssfære og noget uden for denne. I den ene sfære – altså på markedet -­‐ betragtes det
som legitimt, og faktisk fornyende, effektiviserende og dermed samfundsgavnligt, at hver især
varetager sine egne interesser, for derved at skabe konkurrence og sikre at
markedsmekanismen fungerer frit. Men tilsvarende har vi også skabt en anden sfære, hvor vi
bestemt ikke vil acceptere sådanne sociale logikker, men hvor vi i stedet hylder deres
modsætning: den gensidige generøsitet, empatien og forståelsen for hinandens særlige vilkår
og ønsker – kærlighed, intimitet, venskaber etc.
Når relationen ”tippede”, kan man derfor analytisk se det gennem dette sfære-­‐perspektiv og
anskue problemerne som havende at gøre med, at relationen gik på tværs af sfærer.
Samarbejdet startede ”uden for markedet” og byggede på én logik, men på et tidspunkt
rykkede relationen ”ind på markedet”, hvor der var en anden social logik for, hvordan man
interagerer. Dette skift resulterede i, at aktørerne enten måtte opfatte den Andens handlinger
som upassende sammenblandinger af værdiformer, der burde holdes adskilte (i tråd med
Bohannan og Barth), eller som en helt anden slags relation, end de først havde antaget at
befinde sig i. Under alle omstændigheder ophørte parterne med at betragte relationen som
samarbejde og overgik til en anden gensidighedslogik – en gensidighedslogik, hvor hver
kæmper for sit, altså noget der minder om en markedslogik efter neoklassisk model.
Samarbejde som gave
Der er andre, der har forsøgt at analysere samarbejde som udveksling, og som i den
forbindelse netop har pointeret, at netværksrelationer bedre kan forstås som gavegivning,
155