phd.Nana

at man ikke ville risikere at få ørerne i maskinen for at have brugt pengene på noget andet,
end de var bevilget til, men for brobygningen mellem innovationsafdelingen og Skovbrynet,
for samarbejdet mellem de to projekter og ikke mindst for arbejdsklimaet, blev meldingen
skelsættende.
Jeg besøgte de nyindrettede projektlokaler på plejehjemmet både før og efter denne melding,
og der var en verden til forskel. Ved det første besøg, interviewede jeg de to projektledere (2
og 3), som begge var der på det tidspunkt, og de fortalte begejstrede om både En God Hverdag
På Plejehjem, det nye projekt, og koblingen mellem de to. Kort derefter skiftede stemningen
pludseligt, og på det tidspunkt vidste jeg ikke rigtig hvorfor. Flere af de mennesker, der før
havde virket så åbne og fortællelystne, indledte nu mange af deres sætninger med en
overvejelse om, at de ikke var helt sikre på, hvad de måtte fortælle mig, eller spurgte ind til,
hvem der ville komme til at læse det jeg skrev.
Lederen på Skovbrynet var meget ked af udviklingen. Hun forsikrede at hun ikke havde haft
intentioner om at stjæle ressourcer fra En God Hverdag På Plejehjem, men at hun faktisk
mente, at de to projekter kunne drage fordel af hinanden, og hun syntes, det var forfærdelig
synd, hvis ikke erfaringerne fra En God Hverdag På Plejehjem fik lov at brede sig ud i
organisationen, eller over til andre projekter.
Efter denne episode, hvor projektlederen var blevet bedt om at holde sig på afstand af det nye
projekt, kørte de to projekter side om side hver sit eget liv på Skovbrynet. Skovbrynets leder
trak sig lidt bort fra En God Hverdag På Plejehjem og helligede sig i højere grad det nye
projekt samt alle de andre gøremål, der er som leder af en stor institution. Projektleder 3, som
skulle tage over efter projektleder 2, der skulle på barsel, forsøgte at komme i gang med de
opgaver, der ventede i den tredje og sidste fase af En God Hverdag På Plejehjem – altså tests af
om innovationerne virkede og evaluering af det samlede forløb. Men jobbet i glaskontoret
med de grønne stole var blevet en ret isoleret post med sparsom kontakt til Skovbrynet, fordi
man ikke skulle risikere at bruge timerne forkert, og med sparsom kontakt til kollegerne i
innovationsafdelingen, fordi de sad på en anden adresse.
Samskabelseslaboratoriet
Den sidste aktør, jeg vil fortælle om, i projektet er Samskabelseslaboratoriet, den virksomhed
som havde været med til at designe hele projektet. Faktisk vil jeg kun fortælle ganske kort om
dem, for samarbejdet mellem denne virksomhed og kommunen er blevet en væsentlig del af
analysen. Helt kort fortalt kan jeg dog i første omgang fortælle, at samarbejdet udviklede sig
fra i starten at være et papir-­‐ og pengeløst forhold, hvor de to parter sammen udviklede og
søgte penge til hele projektet. Men efter at det rent faktisk lykkedes at opnå fondsstøtte og
efter at Samskabelseslaboratoriet lykkedes med at vinde en udbudsrunde og blive leverandør
og dermed facilitator i projektet, skete der noget med relationen, og de to parter endte med at
have et temmelig køligt forhold til hinanden. Denne proces og de mulige forklaringer på,
hvorfor det gik sådan, vil jeg vende tilbage til i analysen.
Men først skal beskrivelsen af hele projektet gøres færdig. Vi mangler stadig den sidste fase,
nemlig den evaluering, som virksomhederne blev så overraskede over, fordi flere af dem
allerede havde testet deres produkter i den fase, der egentlig skulle have handlet om
samskabelse.
65