phd.Nana

medarbejderne som et samvittighedsspørgsmål. De var dybt i tvivl om, hvad der var det
rigtige at gøre, når en type argumenter trak i én retning, og andre i en anden retning, og der
samtidig var risiko for at få en sag på halsen, hvis de gjorde noget forkert.
At give et entydigt svar på, om En God Hverdag På Plejehjem var at betragte som innovation
ud fra resultaterne af processen, lader sig efter min mening ikke gøre. Vurderingen af, om der
er sket en kvalitativ forandring af et felt handler i høj grad om, hvad det er for et felt, man
vælger at se på og hvad man kigger efter. Ser man efter et marked, får man ét resultat, ser man
efter produkter får man et andet, og ser man efter subjektive forholdemåder eller en
eksperimentel og brugerorienteret indstilling til forandring, får man et tredje svar på om en
given delproces kan sige at have ført til et resultat der kan betragtes som innovativt.
Aktørerne foretog hele tiden sådanne vurderinger i deres refleksioner over processen, men de
gjorde det i en sammenhæng, der var dybt politisk, og selve udnævnelsen af noget som
”innovativt” blev også dybt politisk.
Innovation som ”othering”
Men nok så vigtigt er det at pointere, at samtidig med at aktørerne udpeger noget som nyt
eller innovativt, så udpeger de samtidig den kontekst, som dette nye er nyt i forhold til. Erik
fik i citatet italesat medarbejdernes dagligdag som præget af rutine og ikke-­‐ansvarstagen for
derigennem at vise, hvordan hans produkter havde bidraget til det modsatte, nemlig en
eksperimenterende og ansvarstagende tilgang til beboerne. På den måde blev innovation
fremstillet som en slags brud, der indførte noget nyt og dermed forandrede en tilstand til en
anden tilstand. Dette tegner et billede af, at hverdagen står stille, kun afbrudt af sådanne
innovative brud, der transformerer dagligdagen til en ny tilstand. Denne italesættelse ligger
tæt op ad Osborne og Browns definition (2005:6), og den fremstiller innovation som noget
der bryder med noget statisk. Faktisk fremstilles medarbejdernes hverdag ikke bare som
statisk, men som rigid. Det er kun, hvis medarbejderne tvinges til at bryde med deres vaner og
rutiner, at der sker en forandring. Denne retorik blev brugt af mange af aktørerne i projektet,
der gerne talte om innovation som noget, der var forbundet med at ”ryste posen”, ”bryde med
gamle vaner”, ”tænke ud af boxen”, ”forstyrre” eller lignende – helt i tråd med de teorier, der
udpeger eksterne chok som kilden til innovation.
På den måde kan man se, hvordan innovation nogle gange opfattes som noget, der må komme
”udefra” og tvinge et ellers statisk system til at ændre sig. Det er i hvert fald helt tydeligt, at
innovation ikke ses som noget, der kan komme indefra eller på medarbejdernes eget initiativ.
På denne måde legitimeres forstyrrelser af det daglige arbejde med henvisning til, at sådanne
kan fungere som katalyserende innovationsfremmere. I dette tilfælde blev det innovative
brud eller det eksterne chok fremstillet ved at blive skilt ud fra medarbejderne og deres
dagligdag, der samtidig blev gjort til det statiske Andet.
Når jeg skriver, at medarbejderne blev ”gjort til” det statiske andet, er det fordi de ikke selv
oplevede deres hverdag som statisk. Tværtimod oplevede de, at de blev involveret i det ene
innovations-­‐ og omstillingsprojekt efter det andet. Og lederne på plejehjemmet var af samme
opfattelse. En af afdelingslederne udtrykte det således:
”Altså, der foregår så mange ting på Skovbrynet, så jeg tror egentlig de er vant til at
blive overøst med, altså... der er jo ikke tid til fordybelse i noget som helst lige for
tiden. Der er nye ting hele tiden. Så er der nyt demensprojekt, så har vi
innovationsprojekt. Det er hele tiden noget nyt. Så skal vi have madprojekt til foråret.
120