phd.Nana

fortællinger end den store, og at den lille kommune så ud til at være mindre heterofon end
den store.
Opsamling på metastyring af selvstyring
I modsætning til En God Hverdag På Plejehjem, hvor flere af medarbejderne befandt sig i
moralske dilemmaer og havde modsatrettede pligter, så var Fælles Forebyggelse på mange
måder forskånet for sådanne samvittighedsnagende tvivlsspørgsmål. De havde ikke ledelsen
foran sig som dem, der udpegede divergerende retninger og stillede ressourcer til rådighed
med medfølgende krav om rapportering. De havde i stedet ledelsen i ryggen, som dem der
sikrede opbakning og legitimitet til de selvstændige projekter og forehavender, som
medarbejderne forventedes at lytte sig frem til, engagere sig i og udfolde på selvstændige
måder.
De fortællinger, der cirkulerede i den lille kommune, forbandt projektet med ”befolkningen”
og det gode samfund på en anden måde end i den store kommune. Der blev ikke snakket ret
meget om at implementere politiske beslutninger gennem hierarkiske organiseringsformer. I
stedet blev der talt rigtig meget om, hvordan cheferne og lederne skulle ”skabe rammer”,
inden for hvilke selvledende og lyttende medarbejdere kunne sanse, agere, samarbejde og
samtale, sådan som de skønnede bedst.
Fælles Forebyggelse var faktisk udsprunget af en politisk beslutning, truffet i lokaludvalget.
Men der blev ikke ret ofte refereret til denne politiske beslutning for at legitimere hverken
selve projektet eller den måde, det var organiseret på. Det var heller ikke rigtig nødvendigt,
eftersom der var stort set konsensus om, at projektet var en god idé, var godt tænkt og var det
rigtige at gøre.
Hvor de deltagere, jeg interviewede i En God Hverdag på Plejehjem, løbende var i tvivl om,
hvorvidt det de foretog sig var lovligt og legitimt, fyldte den slags overvejelser ikke
tilnærmelsesvis så meget i de interviews, jeg afholdt omkring Fælles Forebyggelse. Men der
var dog tvivl og dilemmaer. Der hvor de største dilemmaer og den mest nagende tvivl var at
spore i Fælles Forebyggelse, var hos SSP-­‐medarbejderne, som var bange for, at de unges tillid
til dem ville forsvinde, hvis de meldte sig under de formanende faner, og hos de aktører, der
mente, at balancen mellem styring og samarbejde på en eller anden måde var skæv i forhold
til de mennesker, der forventedes at ændre livsstil.
Jeg er imidlertid ikke interesseret i at udpege den ene case som værende præget af tvivl og
den anden af god samvittighed, for begge dele var på forskellige måder at finde i begge cases.
Jeg er mere interesseret i at lave en teoretisk udstrækning af disse forhold.
Udstrækning: Romantik, dialog og selvstyring
Hvor En God Hverdag på Plejehjem legitimerede hierarki og asymmetriske sociale relationer
med reference til de politiske beslutninger og implicit dermed til styringskæden og
demokratiet, blev ”kontakten med befolkningen” set på en anden måde i den lille kommune.
Her blev lytning og den direkte kontakt mellem medarbejdere og borgere set som noget, man
kunne kalde for en slags demokratisk genvej. På lignende vis har Archon Fung beskrevet,
hvordan ”empowered participation” kan ses som et bud på en demokratiforståelse, der
udfordrer både den klassiske myte om styringskæde, folkevalgte politikere og hierarkiske
213