phd.Nana

indgå i plejen. Der var også nogle firmaer/organisationer, der foreslog mere processuelle eller
organisatoriske løsninger, som fx coaching, uddannelse m.v.
Der var også nogle interesserede virksomheder, som blev valgt fra på baggrund af de
indleverede forslag, fordi de ifølge projektlederne ikke virkede specielt interesserede i at
videreudvikle noget. Andre påbegyndte samarbejdet og stoppede igen efter eget ønske men
kan ikke huske de nærmere omstændigheder, og en enkelt virksomhed var med langt ind i
projektperioden, men valgte så at stoppe, fordi de ikke havde råd til at fortsætte.
Der endte med at være 8 partnervirksomheder, som gennemførte hele projektet sammen med
kommunen.
Fase 2: Midten - Cocreation med virksomheder
Da virksomhederne var fundet, brugte projektlederen i kommunen mange kræfter på at få
lavet individuelle samarbejdsaftaler med de enkelte virksomheder. Lederen af
innovationsafdelingen i forvaltningen forklarede, at det var meget vigtigt at finde ud af, hvad
det var hver enkelt virksomhed gerne ville, og ”hvad der drev dem” og tilsvarende vigtigt at få
lavet nogle aftaler, der kunne være win-­‐win. Kommunen ville ikke gøre krav på de produkter,
der evt. måtte komme ud af samarbejdet. Dem kunne virksomhederne frit beholde og gøre
med, hvad de ville. Til gengæld ville kommunen som udgangspunkt heller ikke købe noget.
Selve deltagelsen i projektet måtte virksomhederne også selv finansiere – evt. med tilskud fra
styrelsen, hvis det drejede sig om en lille virksomhed, som derfor kunne opnå støtte.
Udgangspunktet var fra kommunens side, at man ikke ville forpligte sig til noget over for
virksomheden, men heller ikke gøre krav på noget fra virksomheden. For kommunen var
dette et vigtigt princip, fordi reglerne for, hvordan man som offentlig organisation må
samarbejde med det private erhvervsliv var ”benhårde”, som en af projektlederne udtrykte
det:
”Det princip var vi faktisk meget faste i kødet på fra starten. For det kunne vi
simpelthen ikke. Vi ville aldrig kunne gøre det – så kommer man ind i nogle
konkurrencehensyn, og det er benhårdt for offentlige virksomheder. Den eneste
grund til, at vi ikke skulle have tre af samme slags virksomhed ind over, var, at det
[store kickstart arrangement] var åbent, så alle kunne byde ind. Vi snakkede med et
sygehus, som på et tidspunkt havde lavet et projekt, hvor de havde entreret med én
sengeproducent. Og de fik simpelthen på puklen. De havde ligesom på forhånd haft
en snak, og så siger de, ”kan vi ikke lave et projekt sammen”. Men hvorfor skulle de
her tre andre sengeproducenter ikke have lov til at komme ind og få den fordel Men
fordi vi havde været åbne - og vi havde jo budt det ud og offentliggjort det og hvad
ved jeg, så alle kunne bare byde ind. Så kom vi ud over det. Men vi skulle virkelig
passe på” (projektleder).
Ud over konkurrencereglerne var der også en anden grund til, at projektledelsen var så klare i
deres melding om ikke at ville købe noget af virksomhederne. Det skulle helst ikke gå sådan,
at projektlederen kunne blive opfattet som en mulig salgskanal for virksomhederne.
Projektlederne skulle for det første ikke bruge deres tid på at tage stilling til alle mulige tilbud
om produkter fra virksomhederne, og for det andet var projektlederen slet ikke i en position,
hvor hun kunne beslutte at købe noget – den slags beslutninger lå enten decentralt på de
45