phd.Nana

Lidt længere nede af bordet foregik der en samtale mellem nogle af projektets deltagere om,
hvor meget man kunne tillade sig at fortælle til andre professionelle om et ungt menneske
eller en familie. På den ene side var der tavshedspligten og på den anden side hensynet til en
sammenhængende indsats for at hjælpe. Den ene part argumenterede for, at borgeren havde
krav på at blive beskyttet mod "systemet", og den anden argumenterede for, at det netop var
"systemet", der var den hjælpende hånd. Det var helt tydeligt, at den diskussion havde kørt
over et stykke tid. Men på det tidspunkt kendte jeg ikke rigtig til baggrunden for den.
Det blev også i løbet af aftenen overvejet, hvor realistisk det mon var at få lov til at få så
mange 8. klasser på besøg i arresten, og gruppen besluttede at invitere arrestforvalteren med
i projektgruppen, da det nok ville gøre chancen for at finde en løsning større.
Møderne i løbet af året
I løbet af efteråret havde projektgruppen, som for en stor del var sammenfaldende med
forebyggelsesholdet, travlt med at afholde de mange workshops for 7. klasserne, men da de
var vel overstået, inviterede Elisa til møde, hvor gruppen kunne drøfte, hvad der nu skulle ske
-­‐ både med 7. klasserne, med 8. klasserne og med de henvendelser, der var kommet omkring
eventuelle indsatser i 9. klasse og på ungdomsuddannelserne.
På det første møde, hvor projektgruppen var samlet efter 7. klasses-­‐dagene, fortalte de
forskellige faggrupper om deres respektive 7. klasses-­‐workshops, for selvom hver workshop
havde været afholdt over 50 gange i løbet af efteråret, og selvom der havde været masser af
intentioner om at overvære hinandens workshops, så var det ikke lykkedes. De blev jo afholdt
samtidig. Der var faktisk ingen af de tilstedeværende (ud over mig), der havde oplevet de
andres workshops, og derfor havde de heller ikke rigtig kunnet referere til hinanden eller
undgå overlap. Vi talte om, at jeg (eller en anden) faktisk burde have haft et videokamera med
rundt.
Snakken på møderne handlede også om at sikre sig, at projektet nåede ud til de mest sårbare
unge. Hvad med friskolerne De var inviteret, men deltog som regel ikke. Og hvad med de
unge, der slet ikke kom i skole Netop på grund af de svage unge, som var svære at nå, var der
også stor enighed om, at et tema på 8. klassesdagen skulle være, hvordan de unge kunne agere
i forhold til at drage omsorg for hinanden. Fx kunne man lære dem om, hvordan man kunne
håndtere en situation, hvor en kammerat var på vej ud i noget snavs. Det var ikke nok at lære
dem, hvordan de selv sagde fra. De skulle også lære samtidig at holde relationen til
kammeraten åben, så vedkommende ikke blev udstødt og ikke havde nogen at vende tilbage
til. Faktisk ville de gerne have de unge til at bekymre sig og drage omsorg for hinanden, på
samme måde som bekymring og omsorg var kernebegreber i de professionelles egen tilgang
til forebyggelse. Især politiets retorik var i høj grad centreret om "bekymringer" og
vigtigheden af at handle på ”bekymrende adfærd” eller ”bekymrende fravær” fra skolen ved at
hjælpe unge og deres familier til at komme ud af den situation, de var havnet i. I det hele taget
handlede politiets forståelse af samarbejde i høj grad om at dele bekymringer. Det forklarede
en af betjentene om i et interview:
”Det har altid været socialforvaltningen, der havde det sværest. Når socialforvalterne
går på skole, så lærer de åbenbart meget mere om tavshedspligt, end vi gør i politiet.
Og det vil sige, at de havde faktisk kendskab til adskillige bekymrende ting, som ikke
kom os for øre. Og det vil sige, at det var ikke muligt at gå ud og lave et
87