phd.Nana

elation mellem kommunen og os. Vi prøver i lang tid på at arbejde ud fra… hvad kan
man sige… altså i virkeligheden at pakke det lidt væk og sige ”det var noget
forventeligt, nu er vi i gang”. Men det virker ikke. Det er en anden relation, der er
etableret nu, og det bliver tydeligere og tydeligere, at det som før var et fælles
projekt, er nu kommunens projekt. […] samarbejdet bliver mere og mere et
spørgsmål om, at den ene part i kraft af en magtrelation kan sætte sin interesse
igennem på bekostning af den anden part. Og så holder det langsomt men sikkert op
med at være et samarbejde. Hvornår det holder helt op med at være et samarbejde –
det ved jeg ikke” (Leder af Samskabelseslaboratoriet).
Samarbejdet er efter bevillingen af pengene blevet til et bestiller-­‐leverandørforhold, altså
netop den slags relation, som alle var enige om, at de ikke ville have. Men det er ikke det, der i
sig selv er problematisk. Bestiller-­‐leverandør-­‐forhold kunne, som begge interviewpersoner
forklarede andre steder i interviewene, sagtens betragtes som samarbejde, bare det var aftalt
fra start, at det var sådan forholdet var. Hvor samarbejde i nogle sammenhænge blev
beskrevet, som et alternativ til køber-­‐sælger-­‐relationer, så forklarede interviewpersonerne i
andre sammenhænge, at køber-­‐sælger-­‐relationer godt kan være samarbejde – bare en anden
slags.
Problemet var ifølge virksomhedslederen, at udgangspunktet var én slags relation, og derfor
forventede han en bestemt slags opførsel fra sin samarbejdspartner -­‐ nemlig en gensidig
optagethed af at varetage hinandens og de fælles interesser. Da partneren ikke opfører sig på
den forventede måde, men undlader at varetage hans virksomheds interesser ved at
anerkende og gengælde det, som han og hans medarbejdere har bidraget med til det fælles,
ændrer han sin opfattelse af relationen og indretter sine egne handlinger derefter. Han
begynder at økonomisere med de ressourcer han bruger på opgaven, for hvis kommunen er
overgået til et princip om at varetage egne interesser i stedet for hinandens interesser, så må
han jo gøre det samme. Tilliden til at den Anden varetager hans interesser er forsvundet, og
han overgår derfor til selv at varetage og kæmpe for sine interesser.
Også den kommunale projektleder mente, at samarbejdet ændrede karakter for til sidst at
ophøre, men hendes beretning lyder anderledes:
”[udbyder-leverandørforhold]...er jo bare en anden type samarbejde. Stadig vil jeg
sige, at det var et samarbejde vi havde, men det var også en service de leverede. Så
det var jo ikke et samarbejde sådan i ordets smukkeste forstand, for så skulle de ikke
have haft nogen penge for det. Så skulle de have fået projektmidler. Det har de jo
gjort i andre sammenhænge, og så er man sammen om projektet. Her søgte vi jo
penge til dem, så det er en anden relation”.
Nana: ”Søgte penge til dem Hvad mener du”
”Ja, i projektets budget fik vi jo penge til at kunne betale dem. Man kunne også have
gået ind som to ligeværdige samarbejdspartnere og søge sammen. Så de fik
lønmidler i projektet, og vi fik lønmidler i projektet. Så var det ikke kommunen, der
skulle købe dem […] Altså sådan som jeg oplevede det i den tid, jeg var der, så lod vi
som om, at det var samarbejde, men det var det jo ikke til sidst […].”
Nana: “Hvordan når du frem til, at det i virkeligheden ikke var samarbejde”
145