phd.Nana

samtidig pålagt at påtage sig et ansvar. Igen var det et problem, at man ved at ”kræve” noget
bestemt (ansvar) fra den anden, kom til at ødelægge den andens mulighed for at frembringe
det i sig selv. Den rigtige slags ansvar er i denne forståelse nemlig ikke noget der kommer
udefra, som noget der kommanderes, pålægges eller kræves, men noget der kommer indefra,
som en moralsk ansvarlighedsfølelse, der udspringer af en indre følelse af ansvar eller
forpligtelse.
Diskussionerne omkring forældreaftalerne afspejlede den balancegang, som gennemsyrede
hele projektet. På den ene side ville man gerne styre både de unges og deres forældres
alkoholforbrug, og på den anden side måtte man konstatere, at hvis man blev for styrende,
kunne man risikere, at de unge holdt op med at høre efter og valgte relationerne til de voksne
fra, ligesom de lastefulde forældre kunne lade være med at føle sig forpligtet af
forældreaftalerne. På den ene side ville man gerne styre og på den anden side ville man gerne
opfordre de unge til selv at tage stilling. På den ene side opfordrede man til frivillige valg og
på den anden side til frivilligt at vælge det, som de voksne havde udpeget som de rigtige valg.
Om at ”byde ind”
Men også indbyrdes mellem de forskellige medlemmer af projektgruppen var relationerne i
høj grad præget af opmærksomheden på hinanden og hinandens ønsker, situationer, behov og
formåen, og her var relationen mere ligeværdig end i forholdet til de unge og til de lastefulde
forældre.
Projektgruppens medlemmer så i udgangspunktet hinanden som ligeværdige partnere og
hinandens forehavender som legitime, værdifulde og uselviske. Flere gange var der
medlemmer af gruppen, der af den ene eller den anden grund gerne ville have deres roller
eller positioner i projektet ændret, og hver gang blev det (efter lidt diskussion) besluttet, at
fællesskabet godt kunne rumme, at de enkelte deltagere havde forskellige behov og
forskellige muligheder for at bidrage.
På et tidspunkt talte projektlederen og jeg i et interview om tavse spilleregler og om, hvad
deltagerne i gruppen forventede af hinanden:
Nana: ”Er der nogle tavse spilleregler om det”
”Ja det er der jo nok. Altså det her med at alle skal byde ind. Den der ligeværdighed i
forhold til, at der er ingen, der kan trække sig ud eller ikke vil give. Altså man
bestemmer jo selv, hvor meget man kan - man skal have en workshop, men om man
så kommer én eller to medarbejdere - det er op til de forskellige områder, hvad de vil
byde ind med der. Men man kan ikke bare sige, at man ikke vil være med. Man kan
sige, at sundhedsplejerskerne de valgte jo at fortsætte med at være med, selvom Ilse
blev syg. Men de skar så aftenerne fra, hvor jeg fik en rolle i at fortælle om, hvad der
var foregået i deres workshop”.
Nana: ”Så det er sådan lidt forhandle-bart”
”Ja det er det. Altså vi forventer noget af hinanden… man kan ikke bare trække sig
helt ud. Det kan man ikke”.
Nana: ”Hvad ville der ske, hvis man gjorde det”
166