phd.Nana

ville have fortalt om dem. Da det hele var overstået havde jeg frie tøjler til selv at afholde flere
interviews.
Men ud over at ”interview-­‐retten” skulle fordeles, var der også andre former for
samarbejdskonstellationer til forhandling mellem os analytikere. Konsulenterne havde
beredvilligt inviteret mig til samarbejde…og hvis samarbejdet på en eller anden måde kunne
formaliseres eller på anden vis skrives ind i ansøgningen om midler til det nye projekt, ville
det være rigtig godt. At have et formelt samarbejde med et forskningsprojekt med i
ansøgningen ville nemlig øge sandsynligheden for at få midler betragteligt. Men CLIPS (det
forskningsprojekt, som jeg var en del af) havde i forvejen en række samarbejdspartnere, som
skulle spørges, før man evt. indgik i nye samarbejdskonstellationer, og jeg var på det
tidspunkt også virkelig nervøs for, hvor mange forskellige interessenter, der skulle tænkes
med i min undersøgelse og have indflydelse på, hvad jeg skulle fokusere på. I forvejen var mit
projekt samfinansieret mellem to parter og en del af et forskningsprojekt, som havde fået
penge til at forske i noget bestemt, og derfor havde jeg allerede tilpasset mit projekt en del.
På den måde lignede min egen situation sådan set på mange måder det projekt, jeg var i gang
med at studere. Der var en hel masse mennesker involveret, og der blev inviteret til
samarbejde og forventet gensidig tilpasning i mange sammenhænge, men der var også nogle
overordnede krav, som det samlede projekt skulle leve op til. Da konsulenterne nu også
inviterede til samarbejde, kunne jeg ikke rigtig overskue flere aktører at afstemme med. Ville
jeg komme til at hænge på et bestemt timeantal, hvis timerne blev skrevet ind i en ny
fondsansøgning Skulle jeg rette mit emne til endnu en gang Lederne af forskningsprojektet
var også begyndt at snakke om, at hvis jeg brugte timer på det nye projekt skulle
forskningsprojektet have betaling for tiden. Og desuden havde jeg en underlig udefinerlig og
muligvis ubegrundet følelse af, at det sikkert var imod nogle regler et eller andet sted, hvis
mine timer figurerede i to projekter, der hver gav anledning til nogle penge. Om reglerne
faktisk er sådan, har jeg ingen anelse om, jeg tæller heller ikke mine timer til daglig eller
rapporterer dem noget som helst sted. Men en eller anden fornemmelse af, at det nok ikke var
tilladt, kombineret med en følelse af ikke at orke flere tilpasninger fik mig til at reagere på
nøjagtig samme måde som lederen af innovationsafdelingen: Ved at forsøge at ”isolere mit
projekt lidt”.
Konsulenterne fik derfor en lidt lunken modtagelse fra min side, da de inviterede til
samarbejde – hvilket de heldigvis tog meget høfligt og med en god portion humor. Jeg
forsikrede selvfølgelig om, at jeg skam gerne ville samarbejde, men at de bare ikke måtte
skrive et bestemt antal timer ind i fondsansøgningen, ligesom de heller ikke kunne få nogen
formel samarbejdsaftale med hverken mig eller forskningsprojektet. Det var de lidt skuffede
over, for selvom de da gerne ville samarbejde, så havde det, som de forklarede, "ikke nær
samme værdi, som hvis de også kunne skrive det ind i ansøgningen".
På cirka samme tid var kommunen også gået i gang med at diskutere en ny strategi, der i høj
grad handlede om at få den kommunale økonomi til at hænge sammen og ikke mindst at
skabe arbejdspladser og vækst. I kraft af sådanne overvejelser, var "Sund Vækst" blevet det
helt store tema. Det mærkedes også i En God Hverdag På Plejehjem. Først blev projektlederen
bedt om så vidt muligt at fokusere på alt, hvad der havde at gøre med vækst og nedtone
innovation, som topledelsen tilsyneladende ikke længere var så begejstret for som begreb.
Ugen efter havde topledelsen så diskuteret sagen endnu en gang og besluttet, at det ikke var
67