phd.Nana

det ikke spor godt med, for tænk hvis rapporten kom til at danne grundlag for, hvordan
kommunen på en større skala tilrettelagde sine indkøb af både varmepuder og langt dyrere
investeringer som døre, vinduer, automatiserede løsninger af forskellig art. Tænk, hvis hun
med det hun skrev, var medvirkende til at puste små lokale erfaringer op til store sandheder,
som kunne få kommunen til at disponere deres penge på en uhensigtsmæssig måde en gang i
fremtiden. Ligesom de andre aktører reflekterede hun løbende over sine handlinger og indtog
forskellige perspektiver for at overveje, hvad der mon var det rigtige at mene og gøre i den
politiske virkelighed hun befandt sig i.
Lignende overvejelser havde hendes forgænger i stillingen gjort sig. Følgende citat stammer
fra et interview med den første projektleder. Vi har lige før citatet talt om hvad innovation er,
og projektlederen har netop forklaret, at for hende er innovation at starte en proces, som man
ikke ved, hvad der kommer ud af, og det mener projektlederen kræver, at man ”giver los”:
Nana: ”Men hvad er det, der ligesom forhindrer, at man giver los, som du siger”
”Der er nok mange ting, men sådan helt grundlæggende er det en angst for ikke at
bruge pengene rigtigt. At man kan få skudt i skoene, at man har brugt en masse
ressourcer på noget, der ikke er kommet noget ud af, fordi det er borgernes penge,
man forvalter. Man kan politisk blive stillet til ansvar for det. Hvis jeg starter helt i
toppen, ikke: Hvorfor har en borgmester dog ladet os bruge 4 millioner på et
innovationsafdeling i kommunen, når vi ikke kan se, at vi får noget ud af det Det
skulle vi hellere have brugt til plejen. Det er jo forvaltningen, der på samme måde kan
blive stillet til ansvar: Hvad er det dog I går og bruger jeres penge på Har I ikke styr
på, hvad det er I laver Det er helt klart en angst for at lave fejl. Tænk nu, hvis vi
havde fundet ud af, at et eller andet produkt var til skade for nogen. Hold da op, en
ballade der kunne komme. […] Hele den der angst for at begå fejl. Jeg skal ikke sige
om den ligger dybere hos os end andre steder, men den ligger rigtig dybt. Der har
været nogle kæmpe skandaler hen over årene, og man er så bange for dem –
simpelthen! […]. Og hvordan skal vi så forsvare det her, når vi ikke ved hvor vi
havner Det er jo meget nemmere at sige vi bruger 10 millioner på et nyt it-system,
end at sige vi sætter noget i gang på et plejehjem, og vi aner ikke hvad der kommer
ud af det. Vi ved ikke om der overhovedet komme noget ud af det. Og hvis der
kommer noget ud af det, så er det nogle virksomheder, der tager det og løber med
det” (projektleder).
På den baggrund er det ikke så underligt, at forvaltningens og innovationsafdelingens ledere
og medarbejdere var ganske ivrige efter at italesætte processen som innovation eller i hvert
fald som havende medført en eller anden form for resultat, der kunne retfærdiggøre brugen af
de mange penge. Men omvendt var de også i tvivl om, hvorvidt det at fremstille sådanne
resultater, netop kunne give anledning til at kommunen i fremtidige situationer ville komme
til at bruge pengene uhensigtsmæssigt.
Der var meget på spil for de forskellige aktører både politisk og økonomisk, og der var rigtig
mange gode grunde til gerne at ville betragte projektet som innovation, hvad enten man sad i
forvaltningen eller havde en virksomhed, der gerne ville sælge noget. Men der var også blandt
kommunens ansatte rigtig mange spekulationer om, hvad et sådant politisk pres på, hvilke
resultater, der blev fremhævet som udkomme af processen, kunne betyde for fremtidige
beslutninger og økonomiske prioriteringer. Den politiske virkelighed og kampene om at
meningsudfylde og bruge innovationsbegrebet for at fremme forskellige interesser, føltes for
119