phd.Nana

Fase 3: Evaluering og afslutning
Gradvist bevægede projektet sig til tredje og sidste fase, men samtidig med, at jeg nu vil tage
fat på at beskrive slutningen af projektet, vil jeg også beskrive analytikernes rolle. Der var
nemlig i løbet af projektet – men måske særlig i denne sidste fase – temmelig mange
analytikere involveret. Nogle med tilknytning til En God Hverdag På Plejehjem og nogle med
tilknytning til andre projekter.
Analytikerne
Der skete i overgangen til den tredje og sidste fase en masse ombrydninger. Flere af dem har
jeg allerede været inde på, og de havde at gøre med, at der skulle skiftes projektleder, at der
var ved at blive startet et nyt innovationsprojekt på plejehjemmet, at projektlederne havde
fået besked fra forvaltningen om ikke at bruge timer på dette nye projekt, og at
virksomhederne var overraskede over designet af den evalueringsfase, de skulle i gang med.
Der var på dette tidspunkt i processen rigtig mange analytiske aktører involveret, og de ville
alle sammen gerne tale med plejehjemmets ansatte: To konsulenter fra det lille konsulenthus
bag det nye innovationsprojekt var i fuld gang med at arrangere interviews, så de kunne
danne sig viden, der kunne ligge til grund for en ansøgning om midler til det nye projekt.
Projektleder 3 var lige startet og var indstillet på at skulle sætte sig grundigt ind i projekt En
God Hverdag På Plejehjem. Hendes hovedopgave var evalueringen og formidlingen af det
samlede projekt, så hun ville også gerne interviewe ledere og medarbejdere.
Samskabelseslaboratoriet var i gang på stedet, for tredje fase af projekt En God Hverdag På
Plejehjem indeholdt en række antropologiske undersøgelser med både observationer og
interviews, som en antropolog var i fuld gang med at gennemføre. Jeg var der også og var
interesseret i at interviewe, observere og få adgang til så meget viden som muligt til min
afhandling, og der havde også tidligere været en anden ph.d.-­‐studerende involveret.
Skovbrynet vrimlede med analytikere, der med hver sit projekt for øje ville vide noget om,
hvad der foregik i hverdagen og virkeligheden, og der var faktisk også flere
specialestuderende, der havde spurgt om lov til at bruge Skovbrynet som case – men de blev
høfligt afvist på grund af analytikertrængsel.
På en eller anden måde var det en lidt grotesk situation, for på den ene side bekræftede alle vi
analytikere selvfølgelig hinanden i, at det var meget vigtigt, at vi samarbejdede, så vi ikke
forstyrrede de rigtige medarbejdere unødvendigt eller fik dem til at føle sig som
studieobjekter. Og på den anden side var der også nogle mere eller mindre eksplicitte kampe i
gang om, hvem der havde mest ret til at lave interviews, hvem der skulle interviewe først eller
sammen med hvem, hvem der skulle føre ordet eller lytte med, og hvem man kunne dele sin
viden med. Eftersom den projektbeskrivelse, konsulenterne skulle skrive var en hastesag på
grund af ansøgningsfristen for det nye innovationsprojekt, kom ”deres” interviews først i
kalenderen. Men til gengæld blev de fordelt på en måde, hvor konsulenterne afholdt nogle
interviews og inviterede mig til at lytte med. Andre interviews afholdt projektleder 3 og jeg
sammen, hvorefter vi sendte et lille resumé til konsulenterne. På den måde var det godt nok
”deres interviews” i og med at anledningen var den projektbeskrivelse, de arbejdede på, men
til gengæld var det ikke nødvendigvis dem selv, der afholdt interviewene. Senere i processen
skulle projektleder 3 så holde ”sine” interviews, og jeg kunne lytte med, fordi hun syntes, det
ville være lidt uheldigt, hvis jeg interviewede først og dermed påvirkede
interviewpersonerne, så de bagefter fortalte om deres roller på en anden måde, end de ellers
66