phd.Nana

forskellige grupper, som har oplevet deltagelsen fra forskellige perspektiver. Men også i
resten af casebeskrivelsen, vil perspektivet skifte og så vidt muligt følge de aktører, jeg er i
gang med at fortælle om – om end beskrivelsen selvfølgelig også hele vejen igennem bærer
tydeligt præg af, at der er tale om min fortolkning.
Fase 0: Mødet og ansøgningsprocessen
Den første spæde start på projekt En God Hverdag På Plejehjem opstod ved et møde mellem
kommunen og en virksomhed, som vi kan kalde ” Samskabelseslaboratoriet”. Afhængig af
hvem af de to parter, man spørger, får man forskellige svar på, hvor det ”egentlige” initiativ lå.
I kommunen huskes det, som om projektet udsprang af, at kommunen gerne ville lave et
forskningsplejehjem. I forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget, havde
forvaltningen fået penge til bygningen af et sådant, men ikke til at bedrive decideret forskning,
derfor besluttede forvaltningens ledere sig til, at de ville samle eksisterende og nye projekter,
der knyttede an til forskning eller mindede om forskning på dette sted. En God Hverdag På
Plejehjem var således set med kommunens briller en udløber af tanken om et
forskningsplejehjem.
I Samskabelseslaboratoriet husker man det anderledes. Firmaet er bygget op omkring en idé
om, at man kan blive klogere på brugeres og borgeres behov ved at lave projekter,
eksperimenter og antropologiske studier i såkaldte laboratorier, hvor forskellige aktører har
mulighed for at blive klogere på en gruppe menneskers liv og hverdag, mens den udfolder sig.
I Samskabelseslaboratoriet huskes opstarten af ”En God Hverdag På Plejehjem” som noget,
der bygger på deres tanker og idéer, og de havde faktisk også allerede ved mødet med
kommunen et forslag til, hvor man kunne søge penge til projektet. Den oplysning var
naturligvis interessant for kommunen, der ikke havde fået bevilget penge til at putte noget
indhold i det forskningsplejehjem, som der lå en politisk beslutning om at etablere.
De to parter fik sammen udformet en ansøgning til en styrelse, der havde et program for
brugerdreven innovation. Processen og samarbejdet omkring at udtænke og beskrive
projektet og søge om penge, bliver fra begge sider beskrevet som en rigtig god proces, der
fandt sted i et ligeværdigt og konstruktivt samarbejde.
I ansøgningsprocessen skulle de to parter tage stilling til, hvordan det økonomiske forhold
mellem dem skulle være i fald projektet fik bevilget penge. Her valgte
Samskabelseslaboratoriet at satse på at kunne vinde en udbudsrunde og dermed evt. blive
leverandør til kommunen i stedet for at skrive sig selv ind i projektet som en partner. Dette
valg havde nogle økonomiske begrundelser og implikationer, som jeg vil vende tilbage til, men
konsekvensen blev i første omgang, at kommunen blev skrevet ind i ansøgningen som
”projektholder” og søgte pengene.
Der var imidlertid brug for nogle private partnere for overhovedet at kunne søge netop disse
midler, og den medarbejder, der sad med ansøgningen, ringede derfor rundt til en række
store virksomheder og brancheorganisationer for at høre, om de ville være partnere, og det
ville de gerne. Den kommunale medarbejder, der sad med ansøgningen, og som senere blev
den første projektleder, forklarede:
”Vi ville jo gerne holde fast i at vi reelt gerne ville høre, hvad de ældre ønskede, og
først derefter kunne vi putte virksomheder på. Altså helt ærlig brugerdreven
43