phd.Nana

ikke var ”timer nok” i projektet til, at hun kunne gentage sit coachingforløb på en ny afdeling
uden at gå på kompromis med sin integritet. Disse virksomheder betragtede forholdet ud fra
en gensidighedslogik om noget for noget. Men det, der var lagt op til fra fondens side, var slet
ikke, at virksomhederne skulle have betaling for deres (sam)arbejde. Det var meningen, at
virksomhederne skulle investere i udvikling af innovationer i form af produkter eller
koncepter, som siden kunne sælges, så investeringen kunne tjenes hjem igen. For de
virksomheder, der ikke arbejdede med produktinnovation eller som ikke ville kunne
”masseproducere” deres produkter efterfølgende, betød dette investeringsfokus dog primært,
at de ikke kunne kræve betaling for det de betragtede som ”arbejde”, men som fonden
betragtede som en ”investering” i en endnu ikke realiseret værdi.
Men tilbage til Samskabelseslaboratoriet, som mente, at de allerede havde investeret én gang
ved at arbejde gratis på ansøgningen og ved at stille deres ekspertise til rådighed for
kommunen. Nu ville de gerne tjene deres investering hjem igen. Derfor valgte de at satse på
leverandørrollen og håbede, at de kunne vinde et udbud, og at denne rollefordeling ikke ville
få alt for stor betydning for samarbejdet. Men den fik betydning for samarbejdet. Kommunen
havde fået rollen som projektholder, virksomheden var blevet leverandør, og kommunen
havde vel at mærke også fået en udgift ud af arrangementet. Ganske vist fik kommunen 75% af
udgifterne dækket -­‐ men det kostede trods alt alligevel penge for kommunen at købe
Samskabelseslaboratoriets deltagelse, og derfor mente kommunen sig i sin gode ret til at
bestemme over projektet. Det gjorde de, hvilket fik Samskabelseslaboratoriet til at trække sig
mere og mere tilbage, hvilket fik kommunen til at føle sig snydt, og til sidst havde de to parter
meget svært ved at sætte sig i hinandens sted og respektere den Andens forehavender og
bidrag som legitime, hvilket ellers var det, alle var enige om var kernen i samarbejde.
Som lederen af Samskabelseslaboratoriet forklarede:
”Plejehjemmet, altså beboerne og medarbejderne bliver aldrig selvstændige aktører.
De er forvaltningens ressource og de bliver derfor kontrolleret nøje af forvaltningen.
For altså forvaltningen er ikke noget aktiv i sig selv, men plejehjemmets beboere og
medarbejdere er det aktiv, som de ejer… eller forsøger at tage ejerskab over, og
derfor er det dem, der definerer eller kontrollerer relationen mellem virksomheder og
plejehjem og i virkeligheden også os og plejehjemmet – altså de sidder som
gatekeepere hele tiden i de her relationer. Problemet er, at denne her gatekeeper i
denne her sammenhæng i virkeligheden ikke tilfører noget, men kontrollerer, at det
der foregår dels fastholder dem i en magtposition, dels ikke udgør en politisk risiko.
Hvilket betyder, at processen ikke bliver et spørgsmål om, at nu skal vi etablere nogle
tætte, tillidsfulde, gensidigt forpligtende relationer mellem nogle medarbejdere, nogle
gamle mennesker, nogle plejehjemsledere og nogle virksomheder” (Leder,
Samskabelseslaboratoriet).
Som det kan ses i citatet, taler lederen af Samskabelseslaboratoriet både om ejerskab og
bidrag, og han fastslår, at det ærgerlige er, at forvaltningen, som sidder på magten, ikke
tilfører noget. For ham at se burde det være sådan, at man skal bidrage med noget, hvis man
skal være med til at bestemme. Men kommunen tilførte jo faktisk (i modsætning til
Samskabelseslaboratoriet) økonomiske ressourcer til projektet. De betalte penge for at være
part i projektet og for at købe Samskabelseslaboratoriets medvirken. Men det er tydeligvis
ikke det bidrag, lederen af Samskabelseslaboratoriet taler om her. Han taler om at bidrage til
projektets indholdsmæssige tilblivelse og udførelse og til dannelsen af tætte og tillidsfulde
148