phd.Nana

Denne sene kapitalistiske ånd sammenfatter Stavrakakis i begrebet "commanded enjoyment",
og det sporer han ikke kun i forbrug, som er Campbells emne, men også "på den anden side af
kapitalismens mønt" nemlig i produktionen eller arbejdslivet (2010:73-­‐74). Han sporer en
tendens til, at der også i arbejdssammenhæng kan ses et skift i retning af kommanderet
nydelse som hænger sammen med det implicitte men kontinuerlige udviklings-­‐ og
kreativitetskrav. Man skal helst nyde sit arbejde, engagere sig i sit arbejde, være skabende og
kreativ i sit arbejde og man skal frem for alt arbejde af lyst (Stavrakakis 2010:87ff). Men
samtidig understreger Stavrakakis, at der trods medarbejderens frisættelse ligger en uudtalt
neo-­‐normativ forventning om, at medarbejderen ”leverer” kreative og værdifulde nyskabelser
tilbage til arbejdspladsen som tak for friheden. Og på den måde er friheden knap så fri, som
den umiddelbart kan se ud.
En lignende konklusion når Anders Fog Jensen frem til i sin beskrivelse af projektmennesket,
der på lignende vis må iscenesætte sig selv som drevet af lyst og engagement i projekter.
Projektmennesket lever så at sige af at skabe aktivitet og blive husket som en slags skabende
kraft, så vedkommende kan blive inviteret med i senere projekter. Derfor er det vigtigt, at
projektmennesket vælger projekter, der ser ud til at føre til noget nyt og spektakulært, og som
projektmennesket må forsøge at få sat sin signatur på, så det bliver muligt for andre at se, at
han/hun var med (2009:80). På den måde kan projektmennesker brande sig selv på en måde,
hvor de bliver attraktive for senere projekter, som de må hoppe videre til, uden dog undervejs
at afsløre, at de ikke er fuldt dedikerede til det aktuelle og igangværende projekt, som de jo
helst skal ville fuldt og helt, uden dog helt at vide, hvad det fører til.
På den måde kan man sige, at hvor allerede Webers kapitalistiske samfund af Levi-­‐Strauss
ville blive betragtet som "varmt", i og med at det var en samfundsform, hvor man forstod sig
selv som dynamisk, og hvor der blev lagt vægt på at producere, skabe og opbygge noget, så er
"temperaturen" om muligt steget endnu mere siden da. Den sene kapitalisme-­‐ånd, som Colin
Campbell og Stavrakakis beskriver, er ikke bare en ånd, der hylder nyttig opbygning af noget
bestemt, men en der hylder forandring for forandringens skyld, og som "installerer" sig som
en selvmodsigende kommanderet nydelse eller tvungen frihed til udvikling.
Ovenstående forfattere illustrerer alle sammen ”det moderne”, der refererer til troen på, at
samfundet forandrer sig i retning mod noget bedre. I tråd hermed opfattes forandring som
noget godt og attråværdigt, som man skal tilstræbe. Colin Campbell forklarer, at det nye jo
netop ikke refererer til erfaringen og derfor netop kan associeres med alle mulige (og
umulige) drømme (Campbell 1992). Selvom han skriver om den moderne forbruger, har han
nogle pointer omkring ”det nye” og især om forpligtelsen til hele tiden at holde sig i gang og
lære ”the desire to desire”, der er ganske relevante set i sammenhæng med den dyrkelse af
innovation, omstilling og dynamik, som man støder på i nogle sammenhænge.
Denne innovationsbegejstring og fremskridtstro må bestemt kunne ses som endnu et
eksempel på desire for the new, og innovation må betragtes som et ord, der i hvert fald i nogle
af disse meget positive betydninger er grundigt indlejret i modernismen og er med til at vise,
at modernismen i visse sammenhænge bestemt ikke er et overstået kapitel (selvom der ofte
tales om post-­‐modernisme). De nævnte forfattere adresserer alle en moderne fantasmatisk
logik, der hylder udvikling, innovation og skabelsesprocesser, og som gør det engagerede,
ansvarstagende og omstillingsparate individ til den skabende kraft, der kan få innovation til at
132