phd.Nana

kæmpe om at få mest muligt af sin egen agenda igennem. Helt kort fortalt konstrueres
samskabelsesfantasmen som værende en ukøbelig og ukommanderbar relation, der til en vis
grad minder om nogle af de relationer, som andre forskere har påpeget, at vi idealiserer i den
moderne vestlige verden. Det drejer sig bl.a. om venskaber (Carrier 1999), rene
relationer/parforhold (Giddens 1991, 1999) og kærlighed (Honneth 2003).
Analysen viser imidlertid også, hvordan samarbejde er tæt flettet sammen med netop de
økonomiske forhold, som det på mange måder bliver sat i kontrast til. På den baggrund
argumenteres for, at den vestlige verdens insisteren på at skelne moralsk mellem ”rene
relationer” og ”frie markeder” hjemhørende i hver sin sfære (Carrier 1995, 1997) er en
forestilling, der ligesom andre forestillinger er med til at selektere og kompleksitetsreducere
vores tolkning af verden, således at vi primært ”ser” de aspekter af en relation, der passer
med fantasmen om, hvordan det bør være i den givne sammenhæng.
Ved hjælp af tabuer og fælles tavsheder (Bourdieu 1997) lykkes det et langt stykke hen ad
vejen at ”overse” de reciprocitetsforventninger, der ligger i relationer, som aktørerne synes
bør være rene (forstået som renset for magt og strategisk noget-­‐for-­‐noget tænkning). Og et
langt stykke hen ad vejen lykkes det også at overse styring eller ulige magtfordeling i
relationer, aktørerne helst ser som baseret på samarbejde og ligeværdighed. Men tabuerne
betyder også, at nogle aktørers oplevelser af relationerne ikke kan godtages eller siges højt.
Man kan fx ikke være imod samarbejde uden at være uhjælpsom eller uvillig, og man kan ikke
bede om løn for sit (sam)arbejde, for det skal ifølge innovationsfantasmen slet ikke ses som
køb af et stykke arbejde, men som en investering i samskabelse af noget nyt og værdifuldt,
som endnu ikke er realiseret. Det vises også i kapitlet, at fx regnskabsførelse ikke ”ser” alle
former for værdi eller bidrag til det fælles, og at dette kan få samskabelsesfantasmen til at
bryde sammen, så relationen ”tipper”, og aktørerne begynder at opfatte den som værende af
en anden slags, end de først havde regnet med. De begynder at ”tælle efter” og varetage egne
forehavender frem for at imødekomme den Andens.
I kapitel 7 analyseres styring som fantasme, og det bliver tydeligt, at de to analyserede cases
er domineret af forskellige fortællinger om, hvordan styringen af projekterne foregår. I den
ene case (case 1) er der flere forskellige indbyrdes modstridende fantasmer på spil. Her bliver
en hierarkisk social logik legitimeret med reference til en myte om demokratisk valgte
politikere og virkeliggørelsen af disses beslutninger gennem den parlamentariske
styringskæde – helt i tråd med, hvad andre forskere har vist (Olsen 1978, Torfing 2010).
Denne fantasme støder ind i en samskabelsesfantasme, som har indlejret sig som en
forventning om ligeværdigt samarbejde fra samarbejdspartnernes side. Men samtidig præges
casen også af to forskellige markedsfantasmer, ”markedsmekanismen” og ”vækstmotoren”,
der lægger op til to forskellige sæt subjektpositioner, og legitimerer to forskellige slags
relationer mellem offentlige og private aktører. Disse to markedsfantasmer står i vejen for
hinanden på den måde, at den ene legitimerer distancerede forhold mellem den offentlige og
den private sektor, mens den anden legitimerer tætte, tillidsfulde relationer mellem samme
(Vaaben og Lund 2013 under udgivelse).
I den anden case bliver projektet italesat som værende styret gennem en
selvstyringsfantasme, der handler om dialog, lytning og åbenhed over for, hvad hver enkelt
kan ”byde ind med”. Denne fantasme går forholdsvis uproblematisk i spænd med
samskabelsesfantasmen og den moderne selvskabelsesmyte.
228