phd.Nana

3. Hvilke implikationer har disse idéer – bl.a. i samspil med andre idéer -­‐ for de ledere,
medarbejdere, virksomheder og borgere, blandt hvem det var meningen at den
samarbejdsdrevne innovation skulle finde sted
Jeg introducerede derefter begrebet fantasmatiske logikker (Glynos & Howarth) for at kunne
begrebsliggøre disse kulter, forestillinger eller overbevisninger teoretisk. Når jeg nu vil
konkludere, vil jeg derfor bruge fantasmebegrebet som udtryk for det, jeg i
problemformuleringens første spørgsmål kaldte kulter, forestillinger og overbevisninger.
Jeg spurgte også i problemformuleringens andet spørgsmål, hvilke præmisser og antagelser
om menneskelig interaktion disse forestillinger (nu fantasmer) byggede på, samt i tredje
spørgsmål hvilke implikationer de havde. I adresseringen af disse underspørgsmål, er det
centralt, at de introducerede teoretiske begreber om logikker ikke kun kan ses som
fantasmatiske logikker, men også som politiske og sociale logikker, forstået på den måde, at
logikkerne ikke kun udtrykker fantasmatiske forestillinger om noget godt eller skidt, men at
de også kan bruges politisk og bl.a. kan legitimere bestemte sociale ”spilleregler”.
Endelig lagde jeg i problemformuleringens tredje spørgsmål op til, at jeg ville undersøge
fantasmernes implikationer for de involverede aktører i en analyse, der også inddrog andre
fantasmer – altså fantasmer, der ikke nødvendigvis havde noget med innovationsambitioner
eller samarbejdsambitioner at gøre. Hermed fik også fantasmer, der handlede om demokrati
og styringskæder eller konkurrence og samhandel, en plads i analysen, der bl.a. skulle
afdække, hvordan nogle af disse forskellige fantasmatiske, politiske og sociale logikker gik i
spænd med hinanden.
Innovation - Den moderne selvskabelsesmyte
En af de fantasmer, jeg har beskrevet gennem afhandlingen er Den moderne
Selvskabelsesmyte. Aktørerne i de to cases var ikke konsekvente i deres forståelse af, hvad
innovation var, og heller ikke alle talte lige meget om innovation, men de kunne indtage et
innovationsperspektiv, når det eksempelvis var politisk opportunt, eller når jeg eller andre
bad om det. Når de indtog et innovationsperspektiv, virkede det som en slags prisme, der
opsplittede synet på verden, således at det nye eller dynamiske udskiltes fra det gamle eller
statiske, der blev gjort til kontekst eller til barriere. Men aktørerne var ikke enige (hverken
med hinanden eller med sig selv) om, hvornår noget var innovativt. Fx var de uenige om,
hvorvidt hverdagen var dynamisk eller statisk. De reflekterede ligeledes over, om det var
innovativt eller ej at gøre noget vedvarende og drift-­‐relateret, og de spekulerede over hvilke
implikationer, det ville få i fremtiden, hvis de af politiske grunde beskrev en proces eller et
produkt som innovation i fx en rapport.
Det var i høj grad politisk, hvad der blev fremstillet som innovation, og hvad der blev
”tilbagestillet” som statisk kontekst. På den baggrund argumenterede jeg med reference til
både debatten om historieløse folk (Weltz 2003, Fabian 2002, Gow 2001, Hastrup 1999 og
Lévi-­‐Strauss 1994) og beskrivelsen af det moderne menneskes endeløse stræben efter nyt og
efter dynamik og udvikling (Campbell 1983, 1992, Giddens 1991, Stavrakakis 2010) for, at
innovation er en særlig måde at ”gøre et nummer ud af” forandring på -­‐ en fantasme i form af
en moderne selvskabelsesmyte, der i modsætning til klassiske myter (Gow 2001, Lévi-­‐Strauss
1994), udstiller og dyrker forandring som resultatet af menneskelig skaberkraft. På den
baggrund argumenterede jeg for, at innovation bl.a. bliver politisk, fordi det kan
meningsudfyldes på en måde, der legitimerer en social logik i form af en ”othering”, der
220