phd.Nana

en kommunes opgave at skabe vækst i private virksomheder, så de ansatte i
innovationsafdelingen skulle alligevel ikke fokusere på vækst. Og et par uger efter var vækst
igen kommet på som et tema, som innovationsafdelingen skulle forholde sig til. Det handlede
om at skabe arbejdspladser, og derfor var det vigtigt at hjælpe væksten i den private sektor på
vej. Fra det tidspunkt begyndte lederen af innovationsafdelingen at spørge mere og mere
interesseret til, om virksomhederne havde fået solgt noget, og hvordan det i det hele taget gik
med deres forretninger.
Test, evaluering og afslutning
Det havde hele tiden været planen, at En God Hverdag På Plejehjem skulle afsluttes med en
slags test af, om ”innovationerne” (som man jo regnede med ville være produkter) virkede
efter hensigten. Undervejs i processen havde der været mange forskellige meninger om,
hvordan det hele kunne måles.
Men i takt med at innovationsforståelsen ændrede sig blev det sværere og sværere at få den
oprindelige plan for evaluering til at give mening.
Den form for læring eller viden, der i begyndelsen var lagt op til var effektmålinger, og det
hang sammen med, at styrelsen, som havde betalt hovedparten af projektet, helt specifikt
efterspurgte netop dette. Således skrev formanden for programmet for brugerdreven
innovation i årsrapporten for 2007:
”Bestyrelsen forventer sig meget af disse projekter. I første omgang fordi projekterne
vil bidrage til at udvikle konkrete innovative produkter, løsninger og service og øge de
deltagende virksomheders og institutioners innovationsevne […] I 2008 vil vi i
bestyrelsen også lægge stor vægt på, at der gennemføres effektmålinger af de
projekter, der afsluttes. Det er centralt, at vi får målt på effekter af alle projekter, så vi
får fornyet viden om, hvilke metoder der virker bedst” (Årsrapport for Brugerdreven
Innovation 2007).
Det er derfor ikke underligt, at der i planlægningen af En God Hverdag På Plejehjem var lagt
stor vægt på, at man skulle kunne effektmåle, og styrelsen tilbød endda tidligt i processen
ganske gratis, at en stor konsulentvirksomhed kunne gennemføre en 0-­‐punktsmåling, fordi
styrelsen havde en aftale med firmaet, og kunne få et fordelagtigt tilbud på en sådan. Derfor
blev der inden projektet gik i gang lavet en 0-­‐punktsmåling. Men det er ikke lykkedes for mig
at finde frem til ret meget om denne måling. Alle har tilsyneladende glemt både resultaterne
og omstændighederne.
Styrelsen havde som nævnt doneret en 0-­‐punktsmåling, ud fra en forventning om, at der også
skulle være en slutmåling, så man kunne sammenligne. Men projektet var forløbet over 4 år. I
det tidsrum dør statistisk set ca. halvdelen af beboerne på Skovbrynet, og blandt de
overlevende kan man ikke forvente, at livskvaliteten er den samme som 4 år tidligere. Hvis
man vil lave før-­‐ og eftermålinger på en gruppe mennesker, hvis livskvalitet må formodes at
ændre sig i det aktuelle tidsrum, giver det kun mening, hvis man har en kontrolgruppe at
sammenligne med eller et tal på, hvor meget livskvaliteten plejer at ændre sig i det tidsrum.
Det havde man ikke. Desuden var projektet endt med at bestå af 8 små delprojekter, hvoraf
de fleste kun involverede et lille bitte fåtal af de mange beboere på Skovbrynet. Endelig havde
de spørgsmål, som konsulentvirksomheden havde stillet, ifølge lederen af
innovationsafdelingen, slet ikke været målrettet plejehjem, og mange af spørgsmålene virkede
68