phd.Nana

nok til at tage vare på sig selv, og at hvis man kastede op til en fest kunne det jo skyldes
maden.
Herefter kom en ny misbrugskonsulent med en nyt PowerPoint-­‐præsentation, der handlede
om stoffer -­‐ først hash, så de mere energigivende stoffer som extasy og kokain. Da
oplægsholderen spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til oplægget, var der ingen
af de unge, der sagde noget. Der var lidt uro og hvisken, og så stillede nogle af de voksne et par
spørgsmål for at runde ordentligt af.
I den efterfølgende pause, forsøgte jeg at få nogle reaktioner fra de unge. Nogle syntes, det var
godt, og en hel del af dem gad tydeligvis ikke at snakke med mig, de havde mere travlt med at
vise, hvor lidt de interesserede sig for den slags.
Efter pausen kom en politimand med et meget anderledes oplæg. Hans startede med at
fortælle om sig selv, og om hvordan han havde rejst rundt som cowboy i USA, inden han
besluttede at blive politimand. Der kom mange historier -­‐ også en hel del, som ikke havde med
emnet at gøre. Han fortalte også om den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt,
og der var god stemning. Da han var færdig, var tidsplanen imidlertid skredet, så den
efterfølgende pause blev kort.
Efter pausen blev der vist en slide med navnene på 6 unge mennesker fra kommunen, der
gennem de seneste 3 år var døde af narko. Herefter blev historien om Benny fortalt. Han døde
af en overdosis som 22-­‐årig -­‐ muligvis var det selvmord.
Herefter var der fremvisning af politiets magtmidler. Det var meget populært. Der var både
pistoler, andre våben samt skudsikre veste, hjelme, osv.
I arresten
Det var egentlig meningen (eller i hvert fald på tale), at der skulle have været afholdt en
"retssag" inde i retssalen, og at en eller flere af de unge skulle have haft muligheden for at
prøve at ”blive dømt”, men planerne var åbenbart ikke blevet til noget, eller også var det
tidsplanen, der skred så meget, at det ikke kunne nås. I hvert fald var det nu tid til at komme
en tur ned i arresten, som ligger i Politigårdens kælder.
Arrestforvalteren kom op og hentede de unge, og vi gik i samlet flok nedenunder. Man måtte
ikke tage mobiltelefoner med, og der blev gjort et nummer ud af, at den tunge tremmedør blev
låst op og fik lov til at smække igen bag flokken med en tungt "daaaang!"
Inde i arresten blev vi vist rundt på de tomme gange. De indsatte sad inde i deres celler, som
var låst, så dem så vi ikke noget til. Men vi blev vist ind i en celle og blev oven i købet låst inde
i nogle minutter, inden arrestforvalteren lukkede os ud igen. Vi så også værkstedet, hvor de
indsatte kunne arbejde og samle dørgreb eller lave andre rutinearbejdsopgaver, som
forskellige virksomheder havde aftalt med arresten, at de indsatte kunne lave. Betalingen for
at samle et dørgreb var ikke mange ører.
Arrestforvalteren viste os også noget udstyr til at tage urinprøver med, så de indsatte kunne
blive tjekket for stoffer. Der blev taget stikprøver, og hvis en indsat blev udvalgt til at få taget
urinprøve, blev han/hun lukket ud på toilettet for at tisse i et bæger -­‐ de behøvede ikke at få
en betjent med helt ind på toilettet, "men vi skal kunne se, hvad der foregår!", forklarede
arrestforvalteren. Kunne den indsatte ikke tisse blev han/hun sendt i gården og fik noget
84