phd.Nana

mennesker med demens at gøre. Som hun forklarede, så var det for flere af virksomhederne
ganske overraskende, at man ikke kunne indhente viden om målgruppen med de sædvanlige
metoder som fx fokusgrupper, møder eller observation på aftalte tidspunkter. Hun fungerede
derfor på mange måder som en slags oversætter og facilitator. I stedet for at snakke om
abstrakte begreber som ”samskabelse” og ”innovation”, viste hun medarbejderne de konkrete
produkter, som det hele drejede sig om, og hun fik hurtigt tætte relationer både på
Skovbrynet og til virksomhederne. Som det vil fremgå lidt senere, blev det dog ikke entydigt
opfattet som noget godt, at projektleder 2 blev så dybt involveret i samarbejdet med
Skovbrynet og i samarbejdet med endnu et projekt, som var under opstart på Skovbrynet.
Men for at holde lidt fast i kronologien, vil jeg, inden jeg beretter om dette, fortælle om selve
”samskabelses-­‐fasen”, altså den fase, hvor der skulle samarbejdes om at innovere på
Skovbrynet.
Delprojekterne på afdelingerne
De enkelte delprojekter kom efterhånden i gang på de forskellige afdelinger og blandt
udvalgte beboere.
På én afdeling blev en gruppe ældre mennesker coachet, og siden udviklede processen sig til
også at omfatte coaching af personalet samt en række forskellige arrangementer og
ændringer for at gøre noget ved stemningen og skabe netværk og samtaler. På en anden
afdeling testede man elektroniske hukommelsesskærme sammen med nogle udvalgte
beboere. På en tredje afdeling skulle der installeres elektronisk styrbar solafskærmning på
vinduerne. Et fjerde sted blev der installeret fjernstyrede dørautomatikker, som kunne
tilpasses den enkelte beboers gåtempo og motoriske evner. I haven blev der opstillet
træningsredskaber til brug for alle interesserede beboere, og nogle beboere blev uddannet
”mini-­‐instruktører”, så de kunne hjælpe andre i gang med at træne. Der blev gennemført et
omfattende medicinprojekt, hvor personalet blev uddannet, og beboernes medicinering blev
gennemgået. Der blev afprøvet engangs-­‐varme-­‐kuldepuder til forskellige lindrende formål. Og
der blev afprøvet et sporings-­‐ og alarmsystem, der kunne hjælpe med at holde styr på såkaldt
”dørsøgende” ældre mennesker.
I de følgende afsnit vil jeg beskrive, hvordan de forskellige deltagere skildrer samarbejdet om
delprojekterne ude på de enkelte afdelinger. Jeg vil ikke redegøre for kronologien eller de
specifikke begivenheder i hvert enkelt delprojekt, da mit formål med følgende beskrivelse
ikke er at redegøre for, hvad der skete hvornår. Derimod er mit ærinde at skildre de
oplevelser, som forskellige typer af aktører har haft af deltagelsen. Derfor har jeg i det
følgende afsnit ikke valgt at lave et afsnit for hvert delprojekt, men i stedet at lave et afsnit for
hver gruppe af aktører, for derigennem at skildre det karakteristiske ved de forskellige
gruppers perspektiver.
Medarbejderne
Jeg var på besøg på to forskellige afdelinger under feltarbejdet. På et besøg på den første af
afdelingerne blev jeg budt velkommen af en medarbejder, der lige skulle afslutte nogle
administrative gøremål, inden han kunne hellige sig interviewet. Mens han klarede det, stod
jeg og kiggede lidt på opslagstavlen. Der hang bl.a. en seddel fra vaskeriet.
Vaskerimedarbejderne var godt trætte af, at der var forsvundet over hundrede kitler, som nu
var ude af vasketøjscirkulationen, og derfor var der nu ikke nogen rene kitler til afløserne.
Sedlen sluttede med en temmelig skarp indskærpelse af, hvor man skulle smide hvad til vask.
50