phd.Nana

gøre. Jeg vil nøjes med at slå fast, at i den måde Van de Ven formulerer sig på, bliver ”idé”
brugt som ord for en tanke, tilgang eller forståelse, der opleves som ny.
Der er efter min mening et genskin af den heuristiske opfattelse i sådanne definitioner af
innovation som byggende på enten idéer eller kreative processer, i og med at der på en eller
anden måde er tale om tanker/tænkemåder, der opleves som nye. En ”ahaoplevelse” eller
”jamen hov-­‐oplevelse”, en pludseligt opstået ny måde at tænke om en opgave på er præcis,
hvad der fik Arkimedes til at komme med sit berømte udbrud.
Hele samskabelses-­‐tanken er i høj grad influeret af denne innovationsforståelse. Den var især
synlig i den store kommune, der specifikt arbejdede med netop samskabelse, og som specifikt
havde valgt at invitere nogle ”anderledes” aktører inden for. Når kommunen gerne ville
samarbejde med virksomhederne, var det fordi de regnede med, at virksomhederne havde
nogle kompetencer, de ikke selv havde, og fordi de regnede med, at virksomhederne også ville
kunne bibringe noget, der var ”kendt for dem selv” men nyt og ukendt for kommunen, og fordi
de regnede med, at alle så at sige ville kunne lære noget af hinanden og på den måde kunne
noget sammen, som de ikke kunne alene. Tanken om ældremonsteret opstod i den grad som
en historie om, hvordan mange input fra mange forskellige mennesker kunne få noget helt nyt
til at opstå.
Den lille kommune havde ikke inviteret de allermest uenige og anderledes med ind i
projektet, men til gengæld talte de meget om at være åben over for nye input, var særdeles
opsøgende over for respons fra brugere og forskere og hvem som helst, der måtte kunne
bidrage med nye perspektiver.
Innovation som lineær proces
Men innovation har også været forsøgt forstået og stimuleret på langt mere planlagte måder.
Især En God Hverdag På Plejehjem blev i den grad forsøgt styret som en lineær proces, opdelt
i en række på hinanden følgende faser. Det virkede ikke nødvendigvis på projektlederne som
om dette valg af styringsværktøj nødvendigvis var begrundet med, at en sådan processtyring
var specielt velegnet til innovationsprocesser, men snarere at et sådant
projektstyringsredskab var det, man plejede at bruge i kommunen, hvorfor det også blev taget
i anvendelse i dette projekt. Men også her er der opbakning at hente teoretisk.
Der findes inden for både innovations-­‐ og kreativitetsforskning et hav af "fasemodeller", der
opdeler processen i et varierende antal af på hinanden følgende faser. Men også på mere
subtile måder er innovationsprocesser blevet teoretisk beskrevet som lineære, hvilket har
givet anledning til forskellige syn på kilderne til eller drivkræfterne bag processerne.
Både kunstnere, forskere og entreprenører har i forskellige sammenhænge været anset for at
udgøre de geniale hjerner bag alverdens opfindelser, forandringer og nybrud (Edquist &
Hommen 1999:64, Røste & Miles 2005:2, Redvall 2010:16). Alt efter om det var inden for
kunst og kultur, teknologi og videnskab eller marked og økonomi har man således haft fokus
på branchens næsten mytologiske forandringsskikkelser. Innovationen antages at starte hos
enten en entreprenør, en kreativ kunstner, eller en forsker eller lignende, hvorfra processen
udvikler sig lineært for til sidst at havne som fx en vare hos forbrugeren.
Den offentlige sektor har også haft sine forandringshelte, fx er ildsjæle til en vis grad blevet
tillagt sådanne betydninger. Den offentlige sektor rummer masser af små og store fortællinger
99