phd.Nana

politisk, ledelsesmæssig og økonomisk opmærksomhed, og forbindes med en række
forskellige forhåbninger om vækst, velfærd og velstand, kan friste enhver, der tænker bare en
smule strategisk, til at finde ”innovationsprismen frem” og anskue de projekter, som
vedkommende er involveret i, som innovation.
Men det er muligvis ikke blot de aktuelle politiske vinde i form af regeringsudspil,
innovationspuljer, eller de nye ord som ”co-­‐creation”, ”swarm-­‐creativity” og
”innovationspartnerskaber”, der spiller ind på ivrigheden efter at fremstille forskellige
forehavender som innovative med opsplitninger og ”othering” til følge.
Jeg vil mene, at lignende processer med tilsvarende implikationer kan genfindes i historien, og
jeg vil derfor se på et andet ”opsplittende” projekt, der ligeledes kan siges at have handlet
mere om måder at forstå og fremstille forandring på, end om, hvorvidt en forandring havde
fundet sted eller ikke.
Kolde og varme samfund
Det er ikke er nogen specielt ny tendens, at mennesker i den Vestlige verden "ser" og opdeler
verden i kategorier som ny og gammel, civiliseret og primitiv eller dynamisk og statisk.
Gennem mange år har Europa via fx evolutionistiske forståelser og kolonialistiske projekter
beskrevet andre samfund som "historieløse". I 80'ernes antropologfaglige selvransagelse,
udkom en bølge af værker, der beskrev, hvordan europæere (herunder ikke mindst
europæiske antropologer selv) gennem deres måde at beskrive andre folkeslag på var med til
at fremstille dem som statiske, til trods for at dette på ingen måde var tilfældet. Johannes
Fabian beskrev i bogen "Time and the Other -­‐ how Anthropology Makes it’s Object" bl.a. om
hvordan antropologer ved at skrive i "antropologisk nutid" (fx Balineserne gør sådan og
sådan) fremstillede andre folkeslag, som om de levede i en slags statisk tidløshed, hvor
antropologens observationer på et bestemt tidspunkt uden videre blev generaliseret til at
være altid-­‐gældende for det pågældende folk (Fabian 2002).
I 1982 udkom også Eric Wolfs værk "Europe and the People With out History", hvor Wolf
kritiserer tendensen til at fremstille andre folkeslag, som om deres historie først startede, da
Europæerne ankom (Wolf 1982). I dansk kontekst har Kirsten Hastrup i flere sammenhænge
beskrevet, hvordan ikke bare antropologer men hele den vestlige civilisation i høj grad
baserede sit verdenssyn på en forståelse af "os" som "nogen der udvikler sig", mens "de
Andre" har stået stille (Hastrup 1999:31). På den baggrund har vi antaget, at australske
aborigines eller andre indfødte folk i kraft af deres stilstand var at sammenligne med, hvordan
vi selv var i stenalderen eller på et andet tidligt tidspunkt i vores egen udvikling.
Allerede i 1962 forsøgte Claude Lévi-­‐Strauss at gøre op med denne tænkning (Lévi-­‐Strauss
1994:234). Som et alternativ til at tale om historiske og historieløse samfund, introducerede
han begreberne "kolde" og "varme" samfund. Han skrev:
"Vi har andetsteds antydet, at den uheldige skelnen mellem "folkeslag uden historie"
og de andre med fordel kunne erstattes af en adskillelse mellem det, vi for at tjene
sagen kalder de "kolde" samfund og de "varme" samfund: de første søger ved hjælp
af de institutioner, de giver sig selv, så at sige automatisk at ophæve den virkning,
som de historiske faktorer kunne have på deres ligevægt og kontinuitet; de andre gør
resolut sig selv til deres egen historiske vorden for at gøre denne til deres
udviklingsdrivkraft” (Lévi-Strauss 1994:234).
126