phd.Nana

forskningsprojekt, som jeg var en del af), fordi et samarbejde med et forskningsprojekt ville
højne sandsynligheden for at opnå støtte betragteligt. Da jeg fortalte dem, at det desværre
ikke kunne lade sig gøre at få en formel samarbejdsaftale, men at jeg gerne ville samarbejde
alligevel, forklarede den ene af konsulenterne, at det da naturligvis var dejligt, men at så
havde det jo ikke "nær den samme værdi!!".
Dette svar illustrerer glimrende, hvad samarbejdsrelationer i denne sammenhæng også var.
Samarbejdsrelationer var mere eller mindre direkte omsættelige til penge -­‐ i hvert fald, hvis
man kunne få papir på relationerne og bruge dem i ansøgningsøjemed. Social kapital kunne
mere eller mindre direkte oversættes til økonomisk kapital, og man kan sige, at de relationer,
der blev indgået på sin vis var at betragte som en slags "grant coallision" (Cochrane 1996),
hvor det centrale for alliancen var, at det gav adgang til fondsmidler.
Også virksomhederne anså samarbejdsrelationer som tæt koblet til penge. Dels var flere af
virksomhedsrepræsentanterne meget eksplicitte om, at samarbejdet med kommunen om En
God Hverdag På Plejehjem var et forsøg på at komme ind på et bestemt marked, for som en af
virksomhedsejerne sagde "som lille virksomhed er man villig til at skrive under på hvad som
helst for at arbejde sammen med en stor kommune".
Der var altså ingen tvivl om, at til trods for at samarbejde ganske ofte blev omtalt som noget,
der var i modsætning til markedstænkning og køber-­‐sælger-­‐forhold, så var det bestemt ikke
noget, der blev set som adskilt fra markeder og pengeøkonomi. Tværtimod blev samarbejde
set som adgangsbillet til en god markedsposition og til fondsmidler, ligesom fonden direkte
stillede krav om samarbejdsrelationer for at give penge.
Men selvom den statslige fond gerne ville opfordre til samarbejde, for at værdien af projektet
ikke bare kom en enkelt virksomhed til gode, men "spredte sig", og selvom styrelsen
definerede den slags samarbejde, de gerne ville fremme som værende et alternativ til
udbyder-­‐leverandør-­‐forhold, så udviklede forholdet mellem parterne sig, som jeg nu vil vise, i
præcis den modsatte retning. Altså fra et tæt gensidigt samarbejde til et aftager-­‐leverandør-­forhold.
Kapital i vejen for samarbejde
Både den kommunale projektleder og lederen af Samskabelseslaboratoriet var enige om, at
samarbejdet ændrede fuldstændig karakter efter ansøgningsprocessen. De var ikke helt enige
om hvorfor, eller hvis skyld det var, men de var enige om, at ændringen fandt sted. Lederen af
Samskabelseslaboratoriet beskrev udviklingen således:
“I det øjeblik at ansøgningen er godkendt, så begynder det at forandre sig meget,
meget, meget markant. En lille simpel ting: Samskabelseslaboratoriet mener jo, at vi
har skabt projektet – og det har vi selvfølgelig ikke alene fordi, at det er jo også
afhængig af den ramme som kommunen stiller til rådighed - men tanken er
grundlæggende vores. Det første der sker, efter at ansøgningen er godkendt, det er
at vi skal byde på det! Der er udbudskrav i kommunen. ”I kan ikke bare gå i gang, vi
bliver nødt til at gennemføre et udbud!”. Det er jo helt vildt provokerende… og jeg
anfægter ikke, at det lovgivningsmæssigt eller retningslinjemæssigt er sådan. Men
det er fuldstændig vildt provokerende og flytter samarbejdet fra at være et
samarbejde, som spejler vores egeninteresse til, at vi pludselig har en fuldstændig
anden relation, hvor det dybest set er os, som er leverandør til en kommune. Det
overkommer vi jo så rimelig fornuftigt, men det konstituerer en fuldstændig anden
144