phd.Nana

at mennesker ud fra deres erfaringer konstruerer nogle modeller af ”virkeligheden”, og disse
modeller minder om en slags teorier, i og med at de både er modeller af ”virkeligheden og
samtidig er modeller for ”virkeligheden” (ibid.93f). Med dette model-­‐begreb i baghovedet kan
man sige, at aktørerne i de to cases også har konstrueret nogle modeller, som de konsulterer,
når de skal finde ud af, hvad det er for en slags relationer de indgår i, og hvad de skal mene om
dem.
Aktørerne kunne genkende spillereglerne for samskabelseslogikken, og de havde også nogle
ret klare begreber om at denne sociale logik var ukombinerbar med både hierarkier og med
markedsrelationer. Dermed blev samskabelse forstået som noget ukøbeligt og utvingeligt, og
som en interaktionsform, hvor man ikke kan stille præcise krav til hinanden eller ”sikre” et
bestemt udbytte. En relation, hvor man kan regne med hinandens indsats, men ikke regne på
hinandens indsats. Men i bund og grund er relationen lige så ustyrlig som alle mulige andre
frivillige relationer, i og med at relationens eksistens afhænger af den Andens vilje.
Ikke desto mindre viser analysen også at til trods for idealerne om at holde forskellige slags
relationer adskilte, så blev økonomi, styring og samskabelse alligevel blandet på forskellige
måder ved at referere til hinanden, forudsætte hinanden, stå i vejen for hinanden m.v. Man
kan sige, at deltagerne forsøgte at opretholde forestillingen om samskabelse som et
attråværdigt eller idealiseret modstykke til markedsrelationer og hierarkiske relationer, og
det krævede, at de, som Glynos og Howarth skriver, kunne formå at dække over eller overse
de sociale relationers politiske eller vilkårlige karakter (2007:147). Denne ”lukken øjnene”
skete og lykkedes et stykke hen ad vejen, men når regnskabsførelsen, styringen (den politiske
karakter af relationen) blev for i øjnefaldende, kunne det ikke længere lykkes, og relationen
tippede. ”Tipningen” bestod i, at de mennesker, der indgik i relationen, begyndte at forstå den
på en anden måde og ud fra andre ”modeller” med andre tilhørende sociale logikker. De
ændrede situationsdefinition, og agerede derefter.
Jeg har allerede vist, hvordan samskabelse dels blev forstået som en social logik eller et sæt
genkendelige spilleregler for interaktionen i forholdet. Jeg har også vist, at samskabelse blev
forbundet med en fantasme i form af et forholdsvis uspecifikt ”goodness to come” eller en tro
på, at fællesskabet er mere og kan mere end summen af individerne. Endelig har jeg vist, at
der i hvert fald fra det politiske niveau (med ministeriets og fondens mellemkomst) blev
stillet ”krav” om netop samskabelse (helt eksplicit som alternativ til samhandel) for at
modtage økonomisk støtte, og at dette kan begribes ud fra et ønske om at investere i
”vækstmotorer” frem for at understøtte ”markedsmekanismens” frie bevægelighed. Dermed
var to forskellige markedsfantasmer tilstede samtidig og de legitimerede helt forskellige
relationer mellem den offentlige og den private sektor, hvorfor aktørerne forståeligt nok var i
vildrede om, hvad der egentlig var det rigtige at gøre.
Jeg har også vist en bagside af samskabelsesfantasmens tilsynekomst. Det store fokus på
samarbejde, gensidig hjælpsomhed og fleksibilitet bundet op på argumenter om, at ”vi
sammen kan mere end hver for sig”, kan gøre det ganske vanskeligt at sige nej. Der er ikke
bare tale om at afvise det at løse en opgave eller udføre et stykke arbejde. Der er dels tale om,
at man derved viser sig som et ubegejstret, uentusiastisk menneske eller ”uvilligt” menneske,
hvilket i sig selv er problematisk (Jensen 2009:109), og derudover er der tale om, at man ved
at afvise en person eller et engageret selv dels kan såre denne person og samtidig kan komme
til at udstille sig selv som ”usamarbejdsvillig”, ”uhjælpsom” eller asocial.
180