phd.Nana

Kapitel 7 – Styring som fantasme og social logik
I sidste kapitel viste jeg, hvordan innovation blev anset som værende forbundet med en
bestemt samarbejdslogik, som jeg har kaldt for samskabelse, og som fordrede, at parterne var
villige til at udvise gensidig imødekommenhed og tilpasning, lytte til, byde ind og tage imod
det, andre bød ind med, i stedet for at kæmpe for egen vinding eller kræve noget bestemt og
kontraktligt fastsat fra hinanden. I dette kapitel vil jeg undersøge samspillet mellem styring og
samskabelse.
Jeg har længe haft svært ved på en meningsfuld måde at opdele samarbejdskapitlet og
styringskapitlet, og har gentagne gange grebet mig selv i at flytte eksempler frem og tilbage
mellem de forskellige analyser, indtil det gik op for mig, at der var en helt indlysende
forklaring, som også er en pointe: Det, der fra den ene side blev betragtet som noget, der burde
være en styringsrelation, blev ofte fra den anden side betragtet som noget, der burde være en
ligeværdig samarbejdsrelation.
Mens den ene part nogle gange mente at have beføjelse til og ansvar for at styre mod et
bestemt udkomme af interaktionen – fx realiseringen af et politisk besluttet mål, mente den
anden part ikke nødvendigvis, at dette var et helt legitimt forehavende, eftersom
vedkommende anså relationen for at være et ligeværdigt samarbejde og forventede at blive
lyttet til og have indflydelse og vice versa.
Det handlede altså ikke bare om, at nogle aktører forsøgte at styre, lede, fremme eller påvirke
samarbejde mellem andre aktører, men også at de samme sociale relationer af nogle aktører
blev anset for at handle om ledelse og styring, mens de af andre blev anset for at handle om
samarbejde. Det betød, at parterne nogle gange havde helt forskellige forventninger til, hvilke
sociale logikker eller spilleregler der ”gjaldt”, og legitimerede disse forventninger med
reference til helt forskellige fantasmer. Det er sådanne forhold, jeg vil se på i dette kapitel.
Ligesom i de øvrige analytiske kapitler vil jeg lægge et logikperspektiv ned over mit
analyseobjekt, som her er styring. Øvelsen får imidlertid en ekstra interessant krølle i dette
kapitel, fordi styring i sig selv er et ord, der bygger på en forståelse af en proces som kausal,
og som lægger op til, at den, der styrer, kan påvirke resultatet af en proces, hvis der ikke
opstår for mange afvigelser (Thygesen og Andersen 2012:169). Den kausalforståelse, der så at
sige er ”indbygget” i styringsbegrebet, får i min analyse et second-­‐life som fantasmatisk logik,
fordi jeg ikke har tænkt mig at efterprøve, om styringen havde den tilsigtede kausale effekt,
men i stedet vil betragte styring som en fantasme, der legitimerer bestemte sociale logikker.
Men den er ikke den eneste fantasmatiske logik, der spiller ind, for andre fantasmer
legitimerer andre sociale logikker. Det var netop en sådan kamp mellem logikker, der ind i
mellem opstod, når den ene part betragtede en relation som noget, der handlede om styring
183