phd.Nana

som jeg interviewede, men om det kvalificerer til at tale om en transformation af feltet eller et
tilsvarende vidensdomæne blandt de unge, er svært at sige. De unge, som det lykkedes mig at
få interviews med, var (ikke overraskende) nogen, der allerede var ikke-­‐rygere og havde
”sunde drikkevaner”, og de mente hverken at kunne se ændringer hos sig selv eller deres
kammerater. Men som misbrugskonsulenten sagde, er det nærmest et vilkår inden for
forebyggelse, at man ikke ved, om indsatserne virker. Der, hvor han følte sig mest overbevist
om at have gjort en forskel var blandt forældrene, som syntes at være lettere at få til at lave
forældreaftaler. Men om det betyder noget for de unges måde at drikke på, ved hverken han
eller jeg.
Igen er min pointe, at man kan nå frem til meget forskellige vurderinger af, hvorvidt et
resultat er innovativt, afhængig af hvad man fremstiller som innovation, og hvad man gør til
kontekst. Hvorvidt resultaterne af en proces kvalificerer til at blive kaldt innovation afhænger
helt af, hvad man som analytiker beslutter at betragte som det ”felt” eller den kontekst man
forventer at finde transformeret. På den måde er jeg tilbage ved Gulløv og Højlund der jo
netop understregede, at det ikke er noget neutralt forehavende at definere sin kontekst. Når
jeg som analytiker definerer enten de professionelle forebyggere, forældrene eller de unge
som den kontekst jeg holder projektets resultater op imod, så falder min afgørelse helt
forskelligt ud.
Om projektet ”kvalificerer” som innovation handler derfor om, hvilken kontekstualisering jeg
foretager. Med én kontekstualisering (blandt professionelle forebyggere) kan jeg nå frem til at
projektet er innovativt og har transformeret en praksis, og med en anden kontekstualisering
(blandt unge) af samme projekt kan jeg nå frem til, at projektet ikke umiddelbart kan siges at
have transformeret en praksis, og med en tredje kontekstualisering (blandt forældre) kan jeg
nå frem til, at der måske er sket en lille ændring af praksis.
Innovation som perspektiv
Men faktisk var der ikke ret mange af aktørerne i Fælles Forebyggelse, der var særlig
optagede af overhovedet at italesætte projektet som innovation. Godt nok havde
projektlederen, Elisa, responderet på min mail til sundhedsstyrelsen, hvor jeg efterspurgte
samarbejdsdrevet innovation. Men på mine mange interviewspørgsmål om, hvad innovation
var, kom en række svar, som forklarede, at intentionen sådan set ikke var at innovere, men at
gøre noget nødvendigt og løse aktuelle problemer. Fx sagde fagchefen for området følgende:
"Det er ikke sådan, at vi sætter et innovationsprojekt i gang. Vi sætter noget, som vi
har behov for, i gang, og så siger vi: Hvor innovative kan vi være på sådan et område
her Det bliver selvfølgelig mere og mere udfordret forstået på den måde, at - med alt
respekt - så er den offentlige sektor kendt for at gøre det samme, der ikke virker,
rigtig mange gange efter hinanden. Så på den måde er det en nødvendighed [at
innovere]" (Fagchef)
Et lignende synspunkt kom til udtryk hos en af politifolkene i projektet:
”Jeg er ikke innovativ – eller…jo, det er jeg måske nok - men jeg tænker ikke, at det
er innovativt. Jeg tænker "hvordan løser vi det her, hvordan kommer vi videre", når
vi står med en eller anden problemstilling” (Politimand).
123