phd.Nana

Og han fortsætter:
"I så henseende er det lige så kedsommeligt som unyttigt at ophobe beviser på, at
ethvert samfund er i historien, og at det forandrer sig: det er indlysende. Men hvis
man stædigt fastholder en overflødig påvisning, risikerer man ikke at forstå, at de
menneskelige samfund reagerer meget forskelligt på denne fælles betingelse: nogle
accepterer den med eller mod deres vilje, og ved at blive sig den bevidst udvider de
dens konsekvenser (for dem selv og for andre samfund) til et vældigt omfang; andre
(som vi af denne grund vil kalde primitive) vil ikke vide af den og forsøger, med et
snilde, som vi ikke forstår at værdsætte, at gøre de tilstande så permanente som
muligt, som de betragter som de "første" i deres udvikling” (ibid. 237).
Lévi-­‐Strauss mener med andre ord ikke, at forskellen mellem samfundene består i, om de to
forskellige typer af samfund forandrer sig eller ikke, men i hvordan mennesker i forskellige
samfund ser og forstår denne forandring. Den ene slags samfund gør et stort nummer ud af
forandringerne og betragter sig selv som drivkraften bag dem, mens den anden slags samfund
løbende indskriver forandringer i skabelsesberetningerne, som om de altid havde været der.
Den Vestlige verden vil efter Levi-­‐Strauss’ termer høre til den første slags. Som et "varmt"
samfund ser vi os selv som dynamiske eller historiske. Hastrup skriver, at opdagelsen af "den
nye verden" og Jordens kugleform ændrede fundamentalt på vores forståelse af tid, og
historien "genopstod" som et menneskeligt produkt:
"den idé vinder nu frem, at mennesker ikke blot efterligner en orden, men skaber en
særlig orden, som ikke har noget absolut forbillede, og derfor er "kunst"; i den
forstand bliver mennesket ansvarligt for sin egen verden" (Hastrup 1999:15).
På den måde beskriver Hastrup den forandring, der skete, da vi overgik fra at opfatte
samfundet eller menneskeheden som efterlignende en guddommelig orden til at opfatte os
selv som skabere af historien. Vi ser os selv og vores nutid som resultat af en historisk
udviklingsproces, som vi ser os selv som drivkraften bag, og vi afbilder fx denne historiske
udvikling ved hjælp af kronologiske tidslinjer, der illustrerer, hvordan udviklingen har fundet
sted over tid, og udstiller hvor langt vi er nået:
127