phd.Nana

projektlederløn i en bestemt og afgrænset periode, så projektet skulle helst være færdigt,
inden pengene slap op.
På den måde kan man sige, at projektet formelt set blev styret efter planen, men mange af de
aktører, der var tiltænkt en rolle i projektet, valgte at "melde sig ud", fordi de ikke følte sig
behandlet som ligeværdige samarbejdspartnere. Niels Åkerstrøm Andersen taler i sin bog
"flygtige forhold" om, hvordan der i det moderne arbejdsliv forventes en aktiv
"selvindmeldelse", som på den ene side er adskilt fra, men som ofte også er en forudsætning
for en formel ansættelse (2012:65). I dette projekt kan man sige, at netop fordi tidsstyringen
blev på bekostning af inddragelsen, så skete sådanne selvindmeldelser ikke. Der skete
nærmere det modsatte: folk meldte sig ud, fordi de ikke følte sig inviteret ind.
En del af det har igen at gøre med, at de mange mennesker, som i princippet var ”involveret” i
projektet, ikke følte sig involveret på den rigtige måde. De forventede samarbejde og ikke
styring. Og når de mærkede, at nogen forsøgte at styre eller kræve deres ejerskab, meldte de
sig ud. På samme måde, som afdelingslederen, der i kapitel 6 forklarede, at hun ikke mente, at
hun og hendes medarbejdere kunne forventes at have ejerskab til et firmas
produktafprøvning, var der talrige af de øvrige aktører, som ikke følte sig hørt eller involveret
i beslutningerne, og som derfor heller ikke følte sig forpligtet til at involvere sig mentalt i
projektet. De skulle nok afvikle det -­‐ men de havde ingen planer om at agere drivkraft, være
ildsjæl, engagere sig eller ”tage ejerskab”. Plejehjemslederen udtrykte det således:
”Da det så viser sig, at det er forvaltningen eller innovationsafdelingen, der styrer det
helt vildt hårdt [...] så sker der i hvert fald noget med mit engagement og ejerskab ind
i det her. Hvis jeg ikke bliver betragtet som en ligeværdig ejer af det, jamen så fint -
så kør projektet! [...] og jeg kan godt se, at det kan virke lidt fornærmet, men det er
den oplevelse, det skaber [...] ejerskab for mig, det er når man føler et ansvar. Altså
at vi har et ligeligt ansvar, at man kan se sig genspejlet i noget af det, at man bliver
hørt, at man bliver taget alvorligt. Det skaber ejerskab. Ejerskab er ikke bare noget
man har. Det er noget man får. Der er nogen, der giver én mulighed for at eje noget.
Det er jo ikke noget med kroner og ører - det er psykologiske processer, gensidige
forpligtelser og gensidig respekt. Når de parametre bliver ramt, så gør det noget ved
ens følelse af ejerskab i forhold til et projekt” (plejehjemsleder).
Hvis forvaltningen havde haft en ambition om at bibeholde den centrale styring og samtidig
opnå decentralt engagement, så kan man sige ret klart, at det ikke lykkedes, og citatet
fortæller også hvorfor. Det er i citatet helt tydeligt, at plejehjemslederen har en forventning
om, at det der skal foregå er et ligeværdigt samarbejde, og da hun i stedet oplever styring fra
forvaltningens side, melder hun sig ud. Så må projektet ”køre” uden hendes engagement om
bord.
Ejerskab er, som lederen forklarer, ikke noget man kan styre eller kommandere, men noget
man kan give og få. Da hun ikke fik nogen indflydelse, følte hun heller ikke noget ansvar,
nogen forpligtelse eller noget ejerskab. Hun følte sig ikke inviteret ind som ligeværdig partner
og fik ikke givet ligeværdigt ejerskab, hvorfor hun heller ikke meldte sig ind som
ansvarstagende drivkraft for projektet.
Kort sagt kan man sige, at det meget stærke fokus på lineær styring og afvikling af de
forskellige planlagte tiltag inden forprojektets tidsramme betød, at relationer og inddragelse
blev nedprioriteret, hvilket igen betød, at en del af de aktører, der ikke var blevet inddraget
193