phd.Nana

illusoriske tilflugtssteder, hvor undertrykte mennesker kunne søge lindring, men som samtidig forhindrede dem i at se
virkelighedens ganske betragtelige bagsider (Marcuse 1968:114). Adorno harcelerede mod kulturindustrien, som han
mente appellerede til blind underkastelse, og han henviste til både jitterbug og the Beatles for at understrege, hvordan
sådanne fænomener næsten reducerede mennesker til insekter (Adorno 1996:30, 35; Ehrenreich et al 1992:88; Huyssen
1986:155; Storey 1996:95).
11 Fx argumenterede Dick Hebdige for, at når punkere ikke ligefrem lykkedes med at ændre på samfundet, så var det
ikke fordi de ikke var aktive og forstyrrende og fantasifulde – de omskabte fx med lethed en ganske almindelig
sikkerhedsnål til et provokerende statement - men fordi der var nogle hegemoniske strukturer på spil, som kun lod kritik
komme til udtryk gennem nogle ganske få ”sikkerhedsventiler”, hvor det kunne udtrykkes i symbolsk form og inden for
nogle håndterbare rammer (Hebdige 1983:88, 96).
12 Googler man ”innovationsværktøjer” finder man adskillige faseopdelte beskrivelser. "Væksthus" advokerer for en
proces med 6 faser: en idéfase, en projektbeskrivelsesfase, en detailundersøgelsesfase, en udvikling/test-fase, en
lanceringsfase og en evalueringsfase (www.startvaekst.dk). "Change-consulting" har en model med 5 faser: Intention,
Udforskning, Muligheder, Løsning, og Implementering (www.changeconsulting.dk).
13 Her bliver jeg lige nødt til at skrive, at Csikszentmihalyi faktisk ikke kalder det for "intrinsisk" og "ekstrinsisk", men
"autotelisk" og "exotelisk". Betydningen er dog den samme. Han skriver: "ordet autotelisk er sammensat af to græske
rødder: auto (selv) og telos (mål). En autotelisk aktivitet er en vi gør for dens egen skyld, fordi det at opleve den, er det
vigtigste mål i sig selv. Fx ville et spil skak, som jeg spillede primært for at nyde spillet, være en autotelisk oplevelse,
hvorimod det samme spil, hvis jeg spillede om penge eller for at opnå en god placering i skakverdenen, ville være
exotelisk, det vil sige motiveret af et ydre mål".
14 (http://en.wikipedia.org/wiki/Cybernetics).
15 Dette argument understøttes af Niels Åkerstrøm Andersens bog ”partnerskabelse”, der handler om, hvordan et
partnerskab altid er ”in the becomming”, og således helt og fuldt afhænger af hvad der sker efter det første tilsagn om at
indgå i et partnerskab. Et partnerskab er således en kontraktlignende ordning, der sigter mod at egentlige kontrakter
følger efter. De egentlige kontrakter er det efterliv, som afgør om partnerskabelsen bliver et egentlig partnerskab eller
som det bliver ved snakken (2006).
16 Den ultimative moderne forbruger er muligvis ”samleren”, der er beskrevet på lignende vis af Jean Baudrillard. Også
samleren har bevidstheden fast rettet mod de objekter, der mangler i samlingen - og straks de er erhvervet, flyttes fokus
til en ny tom plads på hylden i et endeløst projekt (Baudrillard 1999). Skulle samlingen nogensinde blive komplet, ville
det ifølge Baudrillard være ensbetydende med samlerens symbolske død (ibid.).
17
Der er også en tredje retning inden for økonomisk antropologi, nemlig kulturalismen. Dette retning går skridtet videre
end substantivismen. Steven Gudeman, som må siges at repræsentere denne retning, argumenterer for, at også
substantivismen forsøger at lægge en universaliserende teori ned over forskellige samfund. I stedet mener han at et
samfund må forstås på sine egne præmisser. Man skal altså ifølge den kulturalistiske tilgang ikke forsøge at nå frem til
universelle sandheder om hverken "economic man" eller "rational man" eller tilsvarende, men i stedet koncentrere sig om
at forstå hvordan "gaining a livelihood" forstås forskelligt i forskellige samfund. I nogle samfund forstås det ud fra
mekanistiske eller kausale årsagsforklaringer, i andre ud fra overnaturlige kræfters indvirken eller naturens
selvfølgelighed etc. (Gudeman: 1986:47).
18 http://www.nakedcapitalism.com/2011/08/what-is-debt-–-an-interview-with-economic-anthropologist-davidgraeber.html
19 Han argumenterer således for at der faktisk findes ”rene gaver”, hvor det på ingen måde ligger i kortene at der skal
komme noget den anden vej. Her er han fundamentalt uenig med Mauss, der netop argumenterede for, at der ikke
fandtes ”rene gaver”, for man kunne altid finde en eller anden fordel for giveren, der således alligevel fik noget ud af at
være giver. Imidlertid er det ikke hensigtsmæssigt at træde ind i denne diskussion, som kan virke endeløs, og som har
stået på mindst lige siden Kierkegaard skrev "Kjerlighedens gjerninger" og gik på jagt efter en handling der kunne siges
at være absolut kærlig og uden nogen som helst form for egennyttig fordel.
20 Det samskabelsesparadigme, som Danelund og Sanderhage benytter sig af, er ikke det samme som den
samskabelsesfantasme, jeg har beskrevet. Den samskabelsesfantasme jeg har beskrevet lukker sig netop om sig selv
ved at idealisere samskabelse som en slags relation der ikke kan købes eller kommanderes. Danelund og Sanderhage
refererer i stedet til samskabelsesparadigmet som en interaktionsmåde, hvor alle andre paradigmer så at sige er
249