phd.Nana

”Ja, det tænkte jeg også lige på. Hvad ville der ske...Så ville vi bare blive sure
(griner)”.
Nana: ”Er der nogen, der har gjort det”
”Nej, det er der ingen der har gjort. Måske har nogen ønsket det. Man kan sige, at vi
havde en situation, hvor SSP-medarbejderne ikke følte sig informeret om, hvad der
skete. De ville gerne være med i projektgruppen, og det fik de bestemt lov til. Så
havde jeg et møde med dem alle tre, og så fik vi forklaret hinanden om vore tanker
bag det, og så blev vi enige om, at en af dem skulle sidde i projektgruppen, men de
valgte så efter et par møder at melde sig ud af projektgruppen igen […] Jeg har på
fornemmelsen, at de her SSP-medarbejdere har en problematik om ikke at ville være
for meget engageret med systemet […] de vil ikke have en rolle, der er for autoritetsagtig,
men de vil gerne ind og sidde og så gå og komme lidt, som det passer dem.
Det synes jeg er blevet afklaret fint i projektgruppen, og det passer med deres
daglige arbejde. Denne her kommen og gåen.” (Elise, projektleder)
I dette interview-­‐uddrag beretter projektlederen om, hvordan samarbejdet mellem gruppens
medlemmer løbende har skullet justeres efter, hvad de enkelte deltagere har kunnet formå, og
selv da SSP-­‐gademedarbejderne valgte at træde ud af projektgruppen efter lige at være
kommet ind, blev handlingen (efter lidt diskussioner) betragtet som legitim, og begrundet
med deres særlige situation, hvor de unges tillid til gademedarbejderne kunne lide skade, hvis
samarbejdet med systemet eller autoriteterne blev for tæt.
På den måde var der en legitim grund til deres fravær, en grund der forklarede hvorfor de
faktisk ikke kunne deltage mere end de gjorde, uden at komme til at gøre skade på selve
projektets formål. På den måde fandt projektgruppen ud af på forskellig vis at afpasse sine
forventninger efter de enkelte medlemmers behov og formåen. Gruppen kunne godt
legitimere, at medlemmer i en periode ikke kunne give så meget, men det kunne ikke opfattes
som legitimt, hvis et medlem ikke ville give. Hvis man giver, hvad man kan, er det stadig
muligt at opretholde idéen om det sociale og uselviske som bærende i relationen. Hvis man
ikke vil give, er det sværere at opretholde troen på, at personen har fokus på den Andens eller
de Andres behov frem for på sine egne.
Faktisk var der på et tidspunkt én i gruppen, der af de andre blev oplevet som "uvillig til at
give", og et af de øvrige medlemmer af gruppen reagerede ved at foreslå, at vedkommende
skulle "referere" til de andre i gruppen og dermed indtage en rolle som underordnet. Der var
blevet holdt et fællesmøde, og det var endt med, at projektlederen havde insisteret på at
"sådan arbejder vi ikke her -­‐ her er vi på lige fod".
Jeg kender ikke alle detaljer i historien, for det var ikke en historie, som der blev talt særlig
meget eller særlig højt om. Men alligevel kan man udmærket bruge historien som afsæt til at
forklare, hvordan et manglende bidrag eller et fravær af de andre enten kan blive opfattet som
manglende vilje til at give eller som manglende evne til at give. Historien fortæller om,
hvordan en situation kunne tolkes ud fra et princip om kærlighed, empati og rummelighed,
hvorfor et mindre bidrag i en periode godt kunne rummes. Men situationen blev også
betragtet ud fra et andet perspektiv, der handlede om, at hvis en person ikke bidrog nok eller
bidrog på en forkert og formodet "uvillig" eller selvinteresseret måde, så kunne
vedkommende ikke være fuldgyldigt medlem af og medbestemmende i gruppen.
167